200 nye målestationer skal nu bidrage til at give et mere præcist billede af, hvor meget kvælstof der udledes fra jord til fjord i et bestemt område, så indsatsen kan blive mere målrettet de jorde, der udleder mest kvælstof.
De nye målestationer blev vedtaget som en del af Fødevare- og landbrugspakken, og den første er netop blevet indviet af miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen ved Kongshøj Å på Østfyn.
Når en landmand gøder sin mark med kvælstof, optager planterne ikke det hele, og resterne siver mod nærmeste vandområde. Men det er forskelligt, hvor meget kvælstof der når frem til vandet, fordi jorden omsætter eller tilbageholder kvælstof forskelligt.
I alt vil landet fremover være dækket af godt 500 målestationer. 100 nye stationer placeres tæt på kysterne, mens de øvrige 100 nye placeres opstrøms i vandløb.