Urin kan afsløre meget om, hvordan vores krop har det. Derfor er en effektiv urinanalyse eftertragtet, men hidtil har brugen af NMR (Nuklear Magnetisk Resonans) ikke været optimal. Kontrastvæskerne forstyrrede ganske enkelt signalerne. Men den har en forsker ved Aarhus Universitet, lektor Frans Mulder, ændret på. Frans Mulder er den første til at have identificeret et egnet hjælpestof, der netop kan gendanne den medfødte kvantitative karakter af NMR-teknikken, og på samme tid gøre det muligt at forkorte tiden det tager at registrere dataene.
I sin søgen efter brugbare forbindelser søgte Frans Mulder efter såkaldte paramagnetiske molekyler. Litteraturen førte ham til komplekser af grundstoffet gadolinium (Gd), som er et indholdsstof i kontrastvæske, der anvendes på hospitaler til MR-scanninger. I forbindelse med denne forskning, tilsættes kontrastvæsken urinprøven og kommer derfor ikke i forbindelse med den patient, man måtte undersøge.
– Vi målte på mængden af små metabolitter i både simple væsker, såvel som i urinprøver fra raske forsøgspersoner. Anvendelsen af disse såkaldte “kontrastmidler” i analysen af urinprøverne resulterede i, at målingerne blev kvantificerbare. Da den nye tilgang er både alsidig og billig, kan forskere i andre laboratorier let anvende den, og dermed føre til mere effektive analyser af urinprøver, både når det drejer sig om befolkningsepidemiologi såvel som i forbindelse med personlig medicin, siger lektor Frans Mulder.
Kilde: Aarhus Universitet