5,7 milliarder kroner. Så meget har danske forskningsinstitutioner og virksomheder hentet hjem siden Horizon 2020’s begyndelse i 2014. De mange midler er gået til 1.336 forskellige projekter, der på hver sin vis gavner danske borgere og virksomheder.
Den samlede andel af midler til Danmark er nu oppe på 2,52 procent. Derved har Danmark på nuværende tidspunkt nået regeringens målsætning om at hjemtage 2,5 procent af programmets budget.
Danmark fastholder sin 10. plads over lande, der modtager flest midler fra Horizon 2020. Beregnes hjemtaget i forhold til indbyggertal, så ligger Danmark på en flot 2. plads, kun overgået af Holland.
Fremgangen skyldes særligt, at de danske forsknings- og innovationsmiljøer siden seneste opgørelse har klaret sig godt inden for området NMBP, der dækker nanovidenskab, avancerede materialer, bioteknologi samt produktions- og procesteknologier.
Her er der blandt andet bevilget støtte til at udvikle en bioteknologisk produktion af feromoner, der skal bruges som insektbekæmpelsesmiddel. Og der er givet støtte til at udvikle et system til risikovurdering af forskellige typer nanomateriale. Det samlede hjemtag på NMBP-området er på mere end 300 millioner kroner.
Derudover er der et højt hjemtag inden for programmet Marie Skłodowska-Curie, der støtter forskermobilitet og forskeruddannelse, og under Det Europæiske Forskningsråd (ERC), der finansierer banebrydende forskningsprojekter af videnskabelig topkvalitet. Fra disse to programmer er Danmark bevilget godt 2 milliarder kroner siden 2014.