Ifølge Innovationsfonden står det godt til med den danske deltagelse i det europæiske Eurostars-program, som investerer i videnintensive danske og udenlandske SMV’er og vidensinstitutioner. Eurostars er Europas største program for videnintensive små og mellemstore virksomheder. Ambitionen er at skabe vækst gennem samarbejde om udviklingen af nye produkter og services.
I alt blev det til finansiering af 19 danske projekter. Dermed ligger Danmark statistisk set i top blandt Eurostars-programmets deltagere. Det var kun Tyskland og Holland, der fik flere projekter igennem med hhv. 30 og 24.
Halvdelen af de 19 danske projekter handler om forskning indenfor biotek. Af dem er seks projekter relateret til medicinal- eller sundhedssektoren, hvor der arbejdes på at forbedre og effektivisere sundhedssektoren med smartere løsninger og billigere medicin. Syv projekter har fokus på IKT og produktion, og de sidste tre skal finde på nye løsninger på energiområdet.
Projekterne er desuden bredt funderet med virksomheder og videninstitutioner fra hele Danmark. Region Sjælland er eksempelvis repræsenteret med fire projekter, Region Syddanmark med tre projekter, Region Nordjylland og Region Midtjylland i hver et projekt og endelig i Region Hovedstaden som har 14 projekter.