Nervegiften Novichok skulle have taget livet af den tidligere russiske spion Skripal og hans datter. Men de døde ikke – og hvorfor nu ikke det? Et oplagt svar kunne være, at giften slet ikke er så potent og farlig, som rygtet ville vide.
Den russiske nervegift er i virkeligheden ikke én, men fem forskellige forbindelser. De er dog alle beslægtet med giftene VX og VR. VX blev brugt ved mordet på Kim Jong-nam, og han afgik ved døden kort efter angrebet, og netop med den sammenligning in mente er det nærliggende at tro, at nogen har forregnet sig ved angrebet i England.
Hvis man kigger på de beregnede toksiciteter for både VX, VR og alle fem Novichok-forbindelser, står det klart, at selv ikke de mest potente af de russiske gifte kommer i nærheden af især VX. Og her ligger måske forklaringen. En lavere procentdel absorberes til blodbanen og en langsom penetrering gennem huden kan være årsagen til det mislykkede forsøg. Giften var, angiveligt, placeret i datterens kosmetik.
At Novichok trods alt er en livsfarlig nervegift gik ud over et tilsyneladende sagesløst britisk par. Kvinden, der fejlagtigt troede, giften var parfume, er afgået ved døden. Manden er stadig i live.