Fæcestransplantation er muligvis en meget effektiv behandling mod svær diarré på grund af tarmbakterien Clostridium difficile, og der foregår massiv forskning i, hvorvidt metoden kan helbrede mange andre sygdomme.
Men man skal ikke kaste sig over det som et slags gør-det-selv job, selvom der efterhånden er flere videoer på nettet, der viser fremgangsmetoden. Det kan jo virke relativ harmløst at få en transplantation, der typisk foregår oralt. Det værste syntes jo at være, at det ikke virker, men sådan er det bare langt fra. Her kan følge grimme ting som HIV, hepatitis og diverse mere eller mindre alvorlige infektionssygdomme med – det afhænger helt af donor, og for køkkenbordslægen er der ingen mulighed for screening. Her må man stole på donor, som måske ikke engang selv ved, at vedkommende gemmer på en sygdom.
Selv med hospitalet i baghånden kan det gå grueligt galt, som for eksempel i USA. En 73-årig mand i USA fik behandlingen på Massachusetts General Hospital i forbindelse med en eksperimentel kræftbehandling, men det ulykkelige var, at der ikke var sket en screening. Donoren viste sig at have en multiresistent bakterie. Den efterfølgende infektion tog livet af den 73-årige, mens en anden patient blev livsfarlig syg, men overlevede.
Kilde: svt