Indholdet af D-vitamin i danskernes yndlingsfisk, laksen, har ikke ændret sig i løbet af de seneste 10 år, men det har fedtsyresammensætningen, viser analyser fra DTU.
Laks udgør i forskellige produktvarianter 26 procent af danskernes samlede indkøb af fisk og skaldyr. Der er stort set kun opdrættede laks i danske kølediske.
DTU Fødevareinstituttet har for Fødevarestyrelsen undersøgt, om D-vitaminindholdet og fedtsyresammensætningen i laks på det danske marked har ændret sig i de sidste ti år, hvor opdrættere i stigende grad er begyndt at fodre laksene med vegetabilsk foder.
Undersøgelsen viser, at fedtsyresammensætningen er ændret i løbet af årene: Prøverne fra 2018 indeholder færre af de sunde langkædede, flerumættede fedtsyrer, som findes specifikt i fisk, end de tidligere prøver. Fedtsyreprofilen var den samme for alle 2018-prøver uanset produktkategori (rå, koldrøget, varmrøget og gravad).
Ifølge analyserne er der ikke sket en ændring i det gennemsnitlige D-vitaminindhold i lakseprodukterne: De tidlige prøver indeholdt i gennemsnit 7,1 mikrogram pr. 100 gram (μg/100 g) mod gennemsnitligt 6,8 μg/100 g i prøverne fra 2018.
En ændring af EU-lovgivningen har siden maj 2019 gjort det muligt at tilsætte større mængder af D-vitamin i fiskefoder. Forventningen er, at det vil øge fiskeprodukters D-vitaminindhold og dermed D-vitaminindtaget blandt fiskespisere. D-vitaminmangel er et udbredt problem i Danmark om vinteren.
D-vitamin er blandt andet vigtigt for menneskers knoglesundhed.
Kilde: DTU Fødevareinstituttet