I et nyt projekt skal et dansk forskerhold udvikle redskaber, der i fremtiden kan følge forskningens udvikling og dens gennemslagskraft i samfundet.
Danmarks Elektroniske Forskningsbibliotek har bevilget 5,5 mio. kr. i støtte til et nyt forskningsprojekt, OPERA (OPEn Research Analytics), som skal levere indsigt, erfaringer, kompetencer og analytiske redskaber, der indfanger centrale aspekter ved forskningspublicering, forskningssamarbejde, forskningsnetværk og forskningskommunikation på tværs af videnskabelige hovedområder.
Målet med projektet er at sikre, at biblioteker og forskningsanalyseenheder i højere grad kan gøre sig gældende som professionelle og kompetente samarbejdspartnere for ledelser og administration på universiteterne.
I OPERA indgår en række centrale danske forskere fra Aalborg Universitet, Aarhus Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, Københavns Universitet og Det Kongelige Bibliotek samt internationale samarbejdspartnere inden for forskningsevaluering.
Kilde: Ritzau