Danmarks Frie Forskningsfond booster 35 fremragende, yngre forskere med originale idéer og stærke lederevner for en samlet sum af 208 millioner kroner. Heriblandt er to yngre forskere fra Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet. De modtager tilsammen over 12 millioner kroner til deres forskning inden for insekters unikke væskebalance og Afrikas ukendte kulstoflagre.
Således modtager lektor Kenneth Agerlin Halberg fra Biologisk Institut og adjunkt Martin Stefan Brandt fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning hver en Sapere Aude bevilling på over seks millioner kroner.
Evnen til at regulere og opretholde salt- og vandbalance er essentielt for alt liv. Dette er særligt vigtigt hos insekter, den mest artsrige dyregruppe på jorden, da insekterne lever i konstant fare for at udtørre på grund af deres relativt store overflade i forhold til rumfanget. Dog er mekanismerne bag insekternes unikke væskebalance totalt ukendte.
Kenneth Agerlin Halberg fra Biologisk Institut vil kombinere de nyeste metoder inden for blandt andet genetik og mikroskopi for at finde viden om de molekylære og cellulære mekanismer, der er ansvarlige for kontrollen af insekternes salt- og væskebalance.
Denne viden er vigtig, da den kan bane vejen for udviklingen af mere målrettede og specifikke pesticider, der ikke blot kan skåne nødvendige insekter, såsom bier, men også vise sig mere skånsomme over for både mennesker og miljø.
Kilde: Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet