Danmark sidder på en enorm varmeressource og vi skal blive meget bedre til at udnytte den. Sådan lød budskabet fra den årlige geotermikonference, arrangeret af det geotermiske operatørselskab, GEOOP, hvor både politikere, forskere og forsyningsselskaber deltog.
– Vi kan få billig og grøn fjernvarme, hvis vi åbner for det varme vand fra undergrunden. Det kræver bare, at vi skaber en større investeringssikkerhed for investorerne. Et oplagt tiltag er at reducere afgifterne på geotermisk varme, så det bliver ligestillet med biomasse, siger Lars van Hauen, innovationsdirektør i energiselskabet E.ON, og påpeger, at den seneste forskning viser, at geotermi er samfundsøkonomisk billigere end biomasse.
Ifølge et nyt studie fra det internationale agentur for vedvarende energi, IRENA, er geotermisk varme et af de mest omkostningseffektive tiltag til at reducere CO2-udledningerne på. IRENA vurderer, at det er samfundsøkonomisk billigere at øge andelen af geotermi i varmesektoren end at øge andelen af biomasse i de områder, hvor de geotermiske ressourcer er tilstede.
Selvom de geotermiske ressourcer i den danske undergrund er betydelige, så findes der kun tre mindre danske geotermianlæg. En af årsagerne til at geotermi ikke er mere udbredt, er de økonomiske risici forbundet med boringerne og det er ærgerligt, vurderer Brian Vad Mathiesen, energiprofessor fra Aalborg Universitet.
Han vurderer, at undergrundsvarmen i samspil med varmepumper typisk vil kunne dække 15-30% af varmebehovet i et større fjernvarmesystem.
Kilde: E.ON