Med to nye tilladelser fra Energistyrelsen i hånden kan A.P. Møller Holding Invest IV nu gå videre med at undersøge potentialet for geotermi i to udvalgte områder i Aalborg og Aarhus. Der skal bl.a. bores efterforskningsbrønde for at afdække mulighederne i at kommercialisere geotermi til brug i fjernvarmeforsyningen i Danmarks 2. og 3. største byer.
De to områder omkring hhv. Aalborg og Aarhus er udpeget, fordi undergrunden her vurderes at være egnet til geotermi. Det skal de nærmere undersøgelser nu afdække.
Fakta
• Der ansøges om tilladelse til efterforskning og indvinding af geotermisk energi med henblik på fjernvarmeforsyning ved to årlige ansøgningsfrister, hhv. den 1. februar og den 1. september.
• Energistyrelsen modtog den 1. februar 2018 fire ansøgninger for overlappende arealer ved Aalborg og Aarhus.
• Geotermitilladelserne bliver givet på baggrund af ansøgerens finansielle og tekniske kompetencer samt kvalitet og omfang af ansøgerens arbejdsprogram.
• Tilladelser er undergivet de til enhver tid i Danmark gældende retsregler.
Kilde: Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet