Radon er en ædelgas og grundstoffet med atomnummer 86 befinder sig således i 18. gruppe i det periodiske system. Det kemiske symbol for radon er Rn. Radon, der er en farveløs, naturligt forekommende, radioaktiv luftart, stammer fra henfald af uran, der naturligt er tilstede i små mængder i sten og jord.
Radon kan hverken ses, lugtes eller smages og kan altså ubemærket være tilstede i vores hjem. Grundstoffet kan sive ind i vores hjem via mikroskopiske sprækker i gulvet og i værste tilfælde være medvirkende årsag til lungecancer. Hvis man ønsker at vide, hvor meget radon der er i indeklimaet, kan man få udført en radonmåling.
Radon, og de kortlivede radioaktive stoffer, som radon henfalder til (polonium-218, bly-214, bismuth-214 og polonium-214 – de såkaldte radondøtre) er farlige, idet de udsender alfastråling, der kan beskadige levende celler og således øge risikoen for cancer. Alfastråling stoppes nemt i luft og trænger ikke igennem hudens ydre beskyttelseslag, som hovedsageligt består af ”døde” celler. Ved indånding vil de førnævnte radioaktive stoffer dog kunne sætte sig fast i lungerne, hvorved alfastrålingen kommer i direkte kontakt med raske, levende celler, der derved kan blive beskadiget.
Du kan læse mere om radon i indeklimaet her
Du kan se flere sjove keminyheder på vores facebook-side UNGKEMI