Hver anden studerende på de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser har inden for de seneste semestre oplevet, at det er blevet sværere at finde et sted, hvor læsegruppen kan være, og at der generelt set er kommet mere trængsel på studiestedet. Det viser en undersøgelse Ingeniørforeningen, IDA har foretaget blandt foreningens studiemedlemmer. Undersøgelsen konkluderer også, at omkring hver tredje studerende oplever, at der er færre undervisere, og at de får mindre feedback, og det er et billede IDAs studietalsmand Harald Gade Andersen sagtens kan genkende.
– Desværre er vi kommet dertil, hvor politikerne seriøst burde opgive nedskæringerne. Det nytter ganske enkelt ikke noget, at uddannelsesinstitutionerne langsomt men sikkert er ved at blive omdannet til produktionshaller, hvor de studerendes vilkår år efter år står for skud. En studerende er ikke en vare, som skal færdiggøres så hurtigt og billigt som muligt. Det gør ondt, når der hvert år skal spares to procent, og det betyder, at vi lærer mindre, siger han.
Harald Gade Andersen advarer om, at selvopfattelsen af at Danmark har uddannelser i verdensklasse, allerede har slået sprækker, og at den vil krakelere totalt, hvis udviklingen fortsætter.
Næsten hver 5. af de studerende på de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser giver i undersøgelsen udtryk for, at det det er blevet sværere at få plads på laboratorier, hvilket får IDAs studietalsmand til at ryste på hovedet.
-Det er et kæmpe problem. Adgangen til laboratorier er helt central for vores uddannelser. Hvis vi ikke har tilstrækkelig adgang til laboratorier, lider kvaliteten et stort tab, og vi risikerer at ende på et niveau, der kan minde om et brevkursus. Det kan Danmark ikke leve af i fremtiden, siger Harald Gade Andersen.
Kilde: Ritzau