Vejen fra at få omsat forskningsresultater til start-up virksomheder er ofte lang og knoklet. Sådan er det for de fleste, men i Danmark er det tilsyneladende lidt sværere. Det skal BioInnovation Institute, eller blot BII, rode bod på. Idéen er ganske enkelt, at iværksættere skal have en håndsrækning, så de gode idéer ikke dør på vejen fra netop idé til produkt eller tjeneste.
Det hele tog sin begyndelse i 2015, hvor Novo Nordisk Fonden selv besluttede at hjælpe iværksættere, men også valgte at undersøge, hvorfor der blev etableret relativ få danske start-ups. Resultatet af den undersøgelse viste, at mens det er muligt at få støtte til forskningen, har der været begrænsede muligheder for at få økonomisk hjælp til kommercialisering i form af netværk, viden, eksperthjælp, faciliteter og mentorer. Alt det, som faktisk er afgørende for, at en idé kan komme videre.
Der er tre forskellige programmer, og man får hjælp afhængig af, hvor moden projekterne er. Her er for eksempel hjælp til at søge finansiering, ligesom der er hjælp til de forskere, der kaster sig ud i den hæsblæsende forretningsverden. Det sker i Business Acceleration Academy (BAA). I Creation House er der hjælp at hente for de start-ups, der har fået klarhed over, hvilke skridt der skal til for at nå et marked. Her er dels en finansiering på op til 10 millioner kroner, dels kontor- og laboratorieplads og et globalt netværk, der kan øge støtte i de første svære leveår.
Læs mere om BioInnovation Institute i Dansk Kemi udgave 4, side 8