Muligheden for at producere nogle af verdens billigste biokemikalier til anvendelse i kosmetik, kosttilskud og polymerer har fået den kinesiske virksomhed Zhejiang NHU til at skyde 41 millioner i det helt unge danske selskab CysBio.
CysBio er en biotekvirksomhed med fokus på at producere nye og billige biokemikalier ved at modificere mikroorganismer og gøre dem i stand til at omdanne simple sukkerarter til ønskede biokemiske produkter. En metode, der gør det muligt at producere dyre kemikalier til attraktive priser og desuden åbner for produktion af nye biokemikalier, der ikke er på markedet endnu.
CysBio’s teknologi er patenteret og baserer sig på forskning foretaget på The Novo Nordisk Foundation Center for Biosustainability (DTU Biosustain).
Forskningen har gjort det muligt at lave ændringer i bakteriers metabolisme og dermed få dem til effektivt at producere specifikke aminosyrer og sulfaterede biokemikalier. På den måde er det muligt at fremstille stoffer, som kan bruges til nye polymermaterialer med nye egenskaber. Noget kemiindustrien og mange andre industrier efterspørger, for eksempel til polymermaterialer med god elektrisk ledningsevne og fleksibilitet. Et af biokemikalierne er også kendt fra naturen som et eftertragtet alternativ til kemi og pesticider til at modvirke vækst af bakterier og svampe. Dermed forventer CysBio at udvikle grønnere alternativer, der kan erstatte giftige og miljøskadelige kemikalier i mange forskellige markedssegmenter.
Det danske biotek-startup forventer at kunne få deres første produkter på markedet allerede i starten af 2020.
Kilde: DTU Biosustain