Hjernesygdomme epilepsi, der en af de mest udbredte neurologiske sygdomme, er måske på vej til at kunne kureres. Ikke via klassisk medicin, men derimod via kunstig intelligens og en såkaldt biohybrid neuro-elektrisk enhed, der indopereres i hjernen. Enheden skal ved hjælp af både en biologisk og kunstig del regenerere ødelagt hjernevæv ved hjælp af kunstig intelligens.
– Vi er i gang med at bygge en hjernelignende computerchip i mikroskala, som ved hjælp af kunstig intelligens skal kunne træne hjernen i, hvordan den skal opføre sig i tilfælde af de fejl, der sker, når hjernens normale elektriske aktivitet forstyrres som følge af eks. epilepsi. Projektet bliver udført i tæt samarbejde med neurobiologer for at kunne undersøge og udvikle et pålideligt hjerneagtigt hardwarekredsløb, der aktiveres af enheder på nano-skala. En sådan chip vil i fremtiden muliggøre behandlingen af eventuelle ødelagte kredsløb i hjernen, siger lektor Farshad Moradi, som er ekspert i nanoelektronik fra Aarhus Universitet, der er med i det omfattende internationale forskerteam, der står bag projektet.
Forskningsprojektet, der går under navnet HERMES (Hybrid Enhanced Regenerative Medicine Systems), skal primært studere epilepsi, som mere end 50 mio. mennesker verden over er ramt af.
Sygdommen ødelægger området i hjernen kaldet hippocampus, og det er formålet med projektet at genopbygge området med ved hjælp af den biohybrid neuro-elektrisk enhed. Den er baseret på en funktionel symbiose mellem en biologisk enhed og dens kunstige modpart. Forskerne vil således dyrke væv fra hippocampus i laboratoriet og forbinde det med en elektronisk anordning, som efterligner hjernens normale funktion.