Den 1. juni tog Niels Kroer skridtet fuldt ud. Hans store interesse for ledelse betød, at han sagde ja tak til jobbet som leder for Institut for Miljøvidenskab ved Aarhus Universitet. For ham er det essentielt, at den enkelte medarbejder har medejerskab og kan se sig selv som en del af den nye organisation.
Artiklen har været bragt i Dansk Kemi nr. 10, 2011 og kan læses uden illustrationer, strukturer og ligninger herunder.
Af Katrine Meyn
Da Aarhus Universitet i 2006-07 fusionerede med fem andre forsknings- og uddannelsesinstitutioner var målet at realisere det faglige potentiale på tværs af faggrænser. Af samme grund har man i år samlet DMU’s otte forskningsafdelinger på to nye institutter. Det ene er Institut for Miljøvidenskab, der er dannet af Miljøkemi og Mikrobiologi, Atmosfærisk Miljø og Systemanalyse. Alle tre DMU-afdelinger med samme kultur. Niels Kroer er udnævnt som institutleder og har brugt hele sommeren på at blive klar til at implementere en ny organisation.
– Vi har lavet en række nye faggrupper. Mine kriterier har været, at det er vigtigt, at man har en gruppe med en vis kritisk masse og kollegaer med en beslægtet faglighed.
– Men et af de allervigtigste kriterier er, at folk føler medejerskab for processen og resultatet, forklarer han. – Ellers bliver det op ad bakke.
Derfor valgte han at inddrage medarbejderne fra begyndelse. Det har taget lidt længere tid, men har været det værd. Sideløbende med opdelingen i seks faggrupper, er der lavet en tværgående matrix-struktur.
Næste skridt
Instituttet skal (inden for uddannelse i miljøvidenskab) fungere som brohoved for Aarhus Universitet i Københavnsområdet. Det bidrager allerede med uddannelseselementer på kandidatniveau og til forskeruddannelse og efter- og videreuddannelse, hvilket nu skal suppleres med opbygning af en ny masteruddannelse fra bunden.
– Jeg håber, at vi kan samarbejde med DTU og KU om denne uddannelse. Danmark er lille, og der er få studerende. Det vil være optimalt at opbygge uddannelsen sammen. Dermed kan vi koble naturvidenskab med samfundsvidenskab. Det er der, så vidt jeg ved, ikke andre der kan. Sammen tror jeg, vi kan skabe en uddannelse med ”sexappeal” for de studerende, hvor der efterfølgende er gode beskæftigelsesmuligheder, siger Niels Kroer.
Han vurderer, at det realistisk set vil tage to år, før uddannelsen kan være klar. Han forestiller sig at tage det i små skridt:
– Vi skal være ambitiøse men også fornuftige, som han udtrykker det.
Fremtidige forskningsopgaver
En stor opgave er at diskutere den fremadrettede forskningsstrategi. Inden for det miljøkemiske område kan en fremtidig forskningsopgave kan f.eks. bestå i at analysere mængden af miljøfremmede stoffer i dyr og mennesker og koble resultaterne med eksponeringsscenarier. Hvor eksponeres vi for stofferne? Hvad er effekterne?
– Så vi ikke kun måler mængder, men også bliver i stand til at vurdere den sundhedsmæssige og økonomiske betydning af vores resultater, siger Niels Kroer og fortsætter:
– Tilsvarende kunne vi, når det drejer sig om partikelforurening, arbejde med at kombinere sted, størrelse af eksponering, sundhedseffekter og økonomiske konsekvenser.
– Områder som klimaforandringer, transport til arktiske områder, ophobning af kontaminanter i fødekæden er også meget vigtige, og det arbejde vil fortsætte i grupperne, fortæller han.
Det vigtigste for ham er, at den store entusiasme, folk har lagt for dagen, ikke fiser ud i sandet.
– Jeg vil for alt i verden undgå, at udviklingen går i stå….., vi kan ikke slappe af – gejsten og momentum skal bevares, siger han.
Det startede med biologi
Selvom det ikke oprindeligt var tanken, har Niels Kroers karriere indtil i dag været en lang forberedelse på jobbet som institutleder. Da han i 1983 blev færdig som biolog var jobmulighederne ikke særlig gode. Han kunne blive gymnasielærer.
– Gymnasiet var ikke lige mig, fortæller han og fortsætter: – Jeg var ude i pædagogikum og klarede det godt, men jeg savnede at bruge min faglighed. Jeg havde behov for at forske. Derfor valgte han i 1986 at tage et bifag i kemi. I 1986 blev han ansat i Levnedsmiddelstyrelsen. Jobbet bestod bl.a. i at rådgive om økologisk risikovurdering af mikroorganismer. Behovet opstod, da Danmark i 1986 fik verdens første lov om gensplejsning.
Egentlig var der brug for en mikrobiolog, men det lykkedes Niels Kroer at overbevise styrelsen om, at det var ham, de havde brug for.
En chance man ikke kan sige nej til
– Det var et spændende job. Alt var nyt. Opgaven var at vurdere, hvad der skete, hvis der kom et utilsigtet udslip fra en af gæringstankene ud i miljøet. Ville de gensplejsede organismer overleve og havde de nogle effekter på miljøet? fortæller han.
I 1988 tog Niels Kroer til USA, hvor han med afbrydelser var knap to år. Opholdet endte med fast arbejde ved US EPA på et laboratorium i Florida. I USA var de længere fremme med at undersøge miljøeffekter af gensplejsede mikroorganismer i naturen, og under opholdet begyndte han at undersøge mikroorganismer i havet og kystnære områder, og den betydning de har for kulstof- og kvælstof-omsætning.
På vej ind i ledelse
Efter endt orlov i 1990 vendte Niels Kroer tilbage til Danmark og fortsatte arbejdet med at undersøge gensplejsede mikroorganismer for Levnedsmiddelstyrelsen (senere DMU). Han arbejdede bl.a. med risikovurdering med henblik på mulig genoverførsel mellem bakterier, dvs. overførsel af egenskaber som f.eks. antibiotika-resistens.
Parallelt fortsatte han med at arbejde med bakterier i havet og kystnære områder. I 1994 indleverede han sin ph.d.-afhandling: Hvad betyder bakterier i havområder for, hvor meget organisk kulstof og organisk bundet kvælstof bakterierne mineraliserer?
– I 2000 blev jeg forskningschef for Afdeling for Mikrobiologi og Bioteknologi, senere Afdeling for Miljøkemi og Mikrobiologi. Ledelse optog mig mere og mere, mens jeg sideløbende holdt forskningen i kog. At jeg blev leder skyldtes nok oprindeligt min faglighed. Hurtigt fandt jeg ud af, at ledelse gav en ny dimension. Det gav indflydelse og mulighed for at påvirke i en retning, som jeg synes var vigtig. At se de overordnede linjer. Samtidig var jeg begunstiget af at have en utrolig stor grad af frihed, fortæller han.
Den helt store udfordring var at slå to DMU-enheder sammen og derefter høste de synergier, der var i at samle miljøkemikere og miljømikrobiologer. Det var ikke nemt, men det lykkedes at få etableret forskningssamarbejder på tværs. Et arbejde der gav ham en god ballast til de nuværende udfordringer.
– Også dengang arbejdede jeg med at skabe et miljø, hvor tværfagligheden kunne udvikle sig. Som chef er man ikke selv ekspert, og derfor er det vigtigt, at forskerne selv definerer dagsordenen inden for deres respektive forskningsfelter.
Faktaboks begynd
Institut for Miljøvidenskab
Institut for Miljøvidenskab bidrager til forskningsbaseret myndighedsbetjening inden for atmosfærisk miljø, klimaændringer, miljøfremmede stoffer, mikrobiologi, risikovurdering, bioteknologi, miljøøkonomi, miljøsociologi, samt overvågning.
Instituttet rådgiver Klima- og Energiministeriet, Miljøministeriet, Videnskabsministeriet, og det Europæiske Miljøagentur.
Der er følgende faggrupper: Miljøkemi og toksikologi, Emissionsmodellering og miljøgeografi, Samfundsvidenskabelig miljøforskning, Miljømikrobiologi og bioteknologi, Atmosfærisk modellering, Atmosfærisk kemi og fysik.
Faktaboks begynd
Niels A. Kroer
1983: Cand.scient. i biologi
1986: Cand.scient. i biologi og kemi, Aarhus Universitet
1986: Pædagogikum
1986: Videnskabelig assistent, Levnedsmiddelstyrelsen
1988: Tre måneder i USA
1989-90: Ophold i USA
1994: Ph.d. i økologisk mikrobiologi, Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole
1996: Seniorforsker, DMU
2000: Forskningschef, DMU
2011: Institutleder, Institut for Miljøvidenskab