NNIT A/S meddeler, at man har købt Halfmann Goetsch Partner AG (HGP). Købet giver NNIT en stærkere tilstedeværelse i den europæiske life science-industris brohoveder i Frankfurt og Basel samt styrker selskabets position som ledende, international it-transformationspartner for virksomheder inden for life sciences.
HGP, der anerkendes som en af de stærkeste leverandører af it-konsulentydelser til især medicinalvirksomheder, har hovedkontor i Basel tæt på NNIT’s schweiziske kontor i Zürich. Herudover har selskabet kontorer i Frankfurt og Singapore samt et nearshore kontor i Krakow.
HGP startede i Basel i 2008 som konsulentvirksomhed med fokus på it-lovkravene til medicinalindustrien, og kunderne inkluderer selskaber såsom Merck, Novartis and Hoffmann La-Roche.
Efter mere end 10 år på markedet beskæftiger HGP 70 eksperter med stor erfaring og højt specialiserede ydelser såsom informations-risiko-håndtering, databeskyttelse (GDPR), dataintegritet, validering af computersystemer, produktionssystemer, god fremstillingspraksis, sporingssystemer samt forberedelse på auditering.
Dataindsamlingen intensiveres inden for life sciences, og samtidig øges lovkravene med branchespecifik regulering og generel lovgivning om beskyttelse af persondata. Da de teknologiske muligheder og presset fra lovgivningen samtidig stiger, vokser markedet for risikostyring og validering af datasystemer signifikant.
Med en fleksibel og skalerbar konsulentbase, herunder de bedste eksperter inden for life sciences it, tilbyder HGP branchens førende tilgang til compliance excellence.
NNIT A/S er en af Danmarks førende leverandører af it-services og rådgivning. NNIT A/S leverer en bred vifte af it-services og -løsninger til sine kunder, primært inden for life sciences-sektoren i Danmark og internationalt samt til kunder inden for kundegrupperne public, enterprise og finans i Danmark. NNIT A/S har flere end 3.200 medarbejdere globalt.