I denne uge blev en ny aftale mellem danske universiteter, European Spallation Source (ESS) og Styrelsen for Forskning og Uddannelse (SFU) underskrevet. Aftalen er en fælles erklæring om rammerne for et styrket samarbejde og videndeling mellem ESS og forskningsmiljøerne.
Det er planen, at verdens mest avancerede facilitet inden for neutronforskning i 2023 vil producere de første neutroner. Faciliteten vil være endelig klar i 2025 og kan tage imod 2.000-4.000 forskere årligt. Den geografiske placering af ESS – kun 60 kilometer fra den danske grænse – og ESS Data Management and Software (DMSC) i København giver store fordele for danske forskere og forskningsmiljøer.
Den nye aftale skal blandt andet bane vejen for fælles ph.d.-studerende og delte stillinger mellem universiteterne og ESS samt udstationeret personale, som kan øge dansk involvering i driften af ESS. Aftalen sætter ligeledes rammerne for et tættere samarbejde med ESS DMSC.
Kilde: Uddannelses- og Forskningsministeriet