EU’s nye plaststrategi skal føre til mindre plastaffald og mere genanvendelse. Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen hilser strategien velkommen og vil følge op med en national plasthandlingsplan.
EU’s plaststrategi opstiller en række hovedmål for 2030 og deler indsatserne op i tiltag fra Kommissions side og tiltag fra medlemslandenes side. Hovedmålene er:
Genanvendelse
• Inden 2030 er alle plastemballager designet, så de kan genbruges eller let genanvendes.
• I 2030 indsamles plastaffald overvejende separat og minimum 50% af alt plastaffald genanvendes.
• Der er sket en markant forøgelse af investeringer i EU´s kapacitet til genanvendelse af plast, og 203o er genanvendelseskapaciteten firdoblet i Europa.
• EU bliver førende inden for genanvendelsesteknologi, og eksporten stiger som følge af global efterspørgsel.
• Der er etableret et velfungerende marked for genanvendt plast, baseret på en væsentligt forøget efterspørgsel fra en industri, hvor genanvendt plast udgør en stigende del af råvareinputtet.
• Mere genanvendelse af plast bidrager til at reducere EU’s samlede CO2 udledning i tråd med Parisaftalen.
• Øget genanvendelse mindsker EU’s efterspørgsel på importeret fossilt olie.
• Der er udviklet alternativer til oliebaseret plastik.
Forurening
• Dannelsen af plastaffald er afkoblet fra den økonomiske vækst, og problemstillingen er vendt til et forretningspotentiale.
• Der er iværksat en væsentlig indsats over for plastforurening af vore omgivelser med særlig vægt på at modvirke plastforurening af havene fra både land- og havbaserede kilder.
• Der er truffet særlige foranstaltninger for at modvirke forurening med mikroplast.
• EU engagerer sig i at sætte en stopper for global plastforurening.
Kilde: Miljø- og Fødevareministeriet