Uddannelses- og Forskningsministeriet medfinansierer i samarbejde med flere danske universiteter og regioner den ny beamlinje DanMAX til forskningsfaciliteten MAX IV i Sydsverige. MAX IV er et kommende røntgenstråleanlæg i verdensklasse. Det vil give forskere og virksomheder mulighed for ved hjælp af røntgenstråler på nye måder at undersøge forskellige materialers strukturer og egenskaber. Det åbner døren for udvikling af nye avancerede materialer, som eksempelvis er særligt holdbare, stærke eller miljøvenlige.
MAX IV vil være udstyret med forskellige beamlinjer – eller strålerør – med dertilhørende målestationer, hvor røntgenstrålingen kan anvendes til at undersøge materialer på forskellig vis.
Som nabo til MAX IV vil ligge det kommende neutronstrålingsanlæg European Spallation Source (ESS) – en anden type kæmpemikroskop – som Danmark og Sverige er værtslande for. (Du kan læse om ESS i denne artikel, bragt i Dansk Kemi nr. 12, 2014).
De to anlæg vil begge skulle bruges til forskning i materialers egenskaber og anvendelse og vil dække et bredt spektrum af fagområder såsom blandt andet biologi, kemi, medicin, fysik og de tekniske videnskaber.
Dansk adgang er sikret til de to anlæg enkeltvis, men de to nærtliggende anlæg vil samtidig skabe adgang til unikke synergimuligheder mellem sig.
Det danske brugerkonsortium til MAX IV har på vegne af de finansierende parter indgået en aftale om dansk medfinansiering af røntgenstråleanlægget ved opbygningen af en dansk beamlinje ved navn DanMAX på anlægget. Beamlinjen vil være et strålerør med to målestationer til forskellige metoder for studiet af materialer, henholdsvis ved 3D-billeddannelse og diffraktionsmålinger. Ved beamlinjen får danske forskere og virksomheder forhåndsreserveret cirka halvdelen af den tilgængelige måletid.
MAX IV bliver indviet den 21. juni 2016, mens European Spallation Source (ESS) forventes at stå endelig færdig i 2025.