Planteforskere fra Institut for Molekylærbiologi og Genetik, AU, er sammen med et internationalt forskerhold blevet tildelt 203 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden – heraf går 50 millioner kroner til planteforskerne fra Aarhus Universitet. Forskningsprojektet går ud på at skabe grundlæggende viden om planters interaktioner med de komplekse samfund af mikroorganismer, der lever i og omkring dem. Ambitionen er at øge fødevareproduktionen og sikre tilstrækkelig mad til en voksende verdensbefolkning ved at skabe et smartere og mere bæredygtigt landbrug, der bygger på biologiske metoder.
Verdens fødevareproduktion vil i den nærmeste fremtid blive udfordret på at levere mad til en voksende befolkning på et bæredygtigt grundlag med et minimalt miljømæssigt aftryk på naturen, og under klimaforhold der ændrer sig. Der er brug for ny viden om, hvordan planter drager fordel af de mikrober, der omgiver dem, og hvordan denne viden senere kan omsættes til miljøvenlige tiltag, der fremmer fødevareproduktion og kvalitet. Internationalt er der stor interesse og omfattende forskning inden for brugen af mikrober, ”biologicals”, som erstatning for kemiske midler til sygdomsbekæmpelse og fremme af plantevækst, men der mangler en helt fundamental forståelse af biologien for, at det vil kunne lykkedes.
Novo Nordisk Fonden har valgt at støtte det internationale projekt kaldet ”Collaborative Crop Resilience Program (CCRP)” med 203 millioner kroner over seks år. CCRP-programmet har en ambition, en størrelse og et tidsperspektiv, der helt sikkert vil bidrage til at opnå en fundamental forståelse, der senere vil kunne anvendes i praksis.
Bevillingen er den hidtil største enkeltbevilling til et forskningsprojekt inden for landbrug i Danmark.
For at nå sit mål bruger det internationale forskerhold tværfaglige tilgange, der forbinder plante- og bakteriegenetik, proteinbiokemi, analytisk kemi og plantefysiologi med biodiversitetsundersøgelser af bakterier og planter samt avanceret modellering. Forskerholdet sigter mod at levere viden og værktøjer til evidensbaseret udvikling af nye modstandsdygtige afgrøder og tilhørende mikrobielle interventioner. Målet er at forbedre produktiviteten, reducere behovet for gødning og pesticider og mindske den negative miljøpåvirkning, der følger af vores fødevareproduktion. For at nå disse overordnede mål undersøger forskerholdet, hvordan planters interaktion med komplekse mikrobielle samfund kan bidrage til modstandsdygtige afgrøder.
Planteforskningsgrupperne fra Aarhus har mange års erfaring med studier af symbiotiske plante-mikrobeinteraktioner, hvor en enkelt svamp eller bakterie interagerer med en plante under kontrollerede betingelser. Den viden om genomer, genetik og biokemi forskningsgrupperne har etableret ved at forske i de simple en-til-en systemer, giver dem nu mulighed for at bidrage til udredningen af mekanismer og årsagssammenhænge i de meget mere komplekse systemer, hvor planter interagerer med hele mikrobielle samfund.
Kilde: Via Ritzau