Forskere fra SDU er i gang med at udvikle en robotfryser, som skal sikre patientsikkerheden ved at holde styr på diverse prøver. Tanken er at undgå blodprøver, der bliver væk eller må tages om, fordi blodet ikke har været opbevaret under den rigtige temperatur, problemer med at finde prøven i fryseren og en fryser, som konstant iser til.
Lektor Ulrik Pagh Schultz fra SDU Software Engineering står sammen med sin kollega, lektor Marco Kuhrmann, bag projektet: Fremtidens Fryserenhed. Projektet har modtaget 16 millioner kroner fra Innovationsfonden til at udvikle en fuldautomatisk robotfryser, som kan holde styr på alle prøver. Personlig medicin anvendes allerede inden for enkelte områder, men i fremtiden vil patienter få en medicin, som tager udgangspunkt i den enkeltes unikke genprofil. Det betyder, at vi alle på sigt vil have biologisk materiale liggende på hospitalet, som læger kan analysere, hvis vi bliver syge.
Det nye system vil højne patientsikkerheden, idet der sættes en chip i prøven, hvor det blandt andet kodes ind, hvilke medarbejdere prøven kan udleveres til. Samtidig lagrer fryserens computersystem alle data omkring de forskellige prøver på en ensartet måde. Systemet kan derfor bidrage til begrebet ”big data”, hvor computersystemer automatisk opdager nye mønstre i udvikling af sygdomme for eksempel ved at opdage en kobling mellem bestemte gener og bestemte sygdomme.
En af partnerne i projektet er Gram Bioline, som producerer frysere og køleskabe til laboratorier. Det skriver SDU på deres hjemmeside.