Anvendelsen af kriminaltekniske undersøgelser har i 100-150 år været stærkt stigende og er globalt set vokset til en milliardindustri. Nu skal nyt forskningsprojekt gøre det muligt for politiet at bruge små mængder jord som spor i en række kriminalsager.
Det er analyseværktøjet SoilTracker, der skal hjælpe politiet med at be- eller afkræfte hypoteser i efterforskningen i starten af en kriminalsag, og i udvalgte sager skal SoilTracker levere beviser, der kan bruges i en retssag. De første forsøg med SoilTracker er meget lovende.
– Selvom SoilTracker endnu ikke er fuldt udviklet, så er metoderne, som forskerne har udviklet og forfinet, så gode, at politiet på forsøgsbasis allerede i dag anvender dem i en række verserende kriminalsager, siger Henrik Skov Nielsen, kriminalassistent ved National Kriminalteknisk Center i Rigspolitiet.
Bag udviklingen af SoilTracker står en gruppe forskere fra SCIENCE og Aarhus Universitet. Projektleder og initiativtager er lektor og forskningschef Anders Johannes Hansen fra Statens Naturhistoriske Museum på Københavns Universitet, som til dagligt bl.a. arbejder med at udtrække fossilt DNA fra flere tusinde år sedimenter. Det er erfaringerne og metoderne herfra, der overføres til de kriminaltekniske undersøgelser.
– Ud over DNA-analyser bygger SoilTracker på analyser af isotoper, mineraler og grundstoffer, siger lektor og forskningschef Anders Johannes Hansen fra Center for GeoGenetik ved Statens Naturhistoriske Museum.