Danske life science-virksomheder oplever, at deres samarbejde med danske universiteter øger konkurrenceevnen. Det fremgår af den nye analyse ”Dansk life science under mikroskop”, der er udført af IRIS Group for DTU.
Analysen viser, at fire ud af fem virksomheder i life science-sektoren har samarbejdet med et dansk universitet i perioden 2014-16. Det svarer til mere end 400 virksomheder. Over halvdelen af life science-virksomhederne har deltaget i projekter finansieret af offentlige forsknings- og innovationsfremmeprogrammer.
De fleste samarbejdsprojekter fører til konkrete, forretningsmæssige forbedringer i virksomhederne, og samlet vurderer virksomhederne, at samarbejdet fører til forbedringer i konkurrenceevnen.
Analysen ”Dansk life science under mikroskop” er blandt andet baseret på en spørgeskemaundersøgelse blandt 561 aktive life science-virksomheder i Danmark, hvoraf 169 virksomheder deltog.