Uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers har lanceret forskningskonkurrencen Green Challenge, hvor forskere kan komme med løsninger på tre centrale samfundsudfordringer inden for klima og miljø. Der er 3 x 9 millioner kroner på højkant.
De tre centrale samfundsudfordringer er:
-Hvordan forvandler vi CO2 til en ressource?
-Hvordan får vi en fremtid uden plastaffald?
Og hvordan får vi mad nok til alle?
Forskningskonkurrencen er den første af sin art i Danmark.
Konkret skal forskere i samarbejde med eksempelvis virksomheder og organisationer frem til august 2023 konkurrere om at udvikle forskningsbaserede løsninger, der adresserer de tre konkrete udfordringer. Dermed er Green Challenge også et initiativ, der styrker samspillet mellem forskere og virksomheder.
Det hold, som finder den bedste løsning på hver udfordring, eller som er kommet det længste skridt mod en løsning, bliver belønnet med en præmie på 9 millioner kroner, der skal bruges til at realisere forskningsløsningen teknologisk og kommercielt. Løsningsforslagene bliver bedømt af et internationalt bedømmelsespanel.
Som en del af konkurrencen bliver der nedsat et rådgivningsnetværk, der består af personer med erfaring inden for iværksætteri og investering, og som har erfaring med at bringe forslag fra forskning til innovation. Deltagerne opfordres til at etablere et advisory board, som undervejs kan rådgive om de bedste løsninger. Medlemmer af rådgivningsnetværket kan inviteres til at indgå i deltagernes advisory boards.
Læs mere her
Kilde: Uddannelses- og Forskningsministeriet