Det er Berlingske, der kårer en dansker, som har sat sig særligt ambitiøse mål og nået dem. Blandt de ti kandidater til prisen Årets Dansker 2017 er Flemming Besenbacher.
Fælles for kandidaterne er, at de arbejder for mål, som er til gavn for andre end dem selv.
Berlingske motiverer indstillingen af Flemming Besenbacher med disse ord:
Flemming Besenbacher er ikke alene en anerkendt fysiker og professor og en indflydelsesrig erhvervsmand, siden 2012 blandt andet som formand for Carlsbergfondet. Han er også en af de danske erhvervsfolk, der mest markant sætter fokus på, hvordan innovation og privat foretagsomhed kan gøre verden bedre.
Han var formand for det Advisory Board, der tidligere i år afleverede en række anbefalinger om cirkulær økonomi og grønne forretningsmodeller til regeringen, og ikke mindst har han været den drivende kraft i etableringen af UNLEASH-projektet, et slags laboratorium med deltagelse af 1.000 talentfulde unge fra hele verden, der via innovation vil søge at løse FNs verdensmål.
Årets dansker 2017 kåres og offentliggøres tirsdag 5. december.