I cleantech-virksomheden Danish Power Systems (DPS) i Kvistgård er kvinderne stærkt repræsenteret med 50% af det samlede antal medarbejdere. Det er de på trods af at størstedelen af de ansatte er teknisk uddannede, som ellers er et område der er klart overrepræsenteret af mænd. Direktør i Danish Power Systems Hans Aage Hjuler nævner at det høje antal af kvindelige medarbejder i virksomheden ikke er et resultat af en bevidst strategi, men snarere er tilfældigt:

– I Danish Power Systems ansætter vi hverken på baggrund af køn eller etnicitet, men på baggrund af de kvalifikationer kandidaten har. Vi søger højtuddannede medarbejdere, og her er kvinderne mindst ligeså kvalificerede som mændene er.
Årsagen til at Danish Power Systems har så mange kvindelige ansatte, kan også tilskrives den positive udvikling, der har været i antallet af kvinder på de tekniske uddannelser. Antallet af kvindelige forskere og ingeniører er steget markant de senere år, hvilket betyder at når DPS skal ansætte nye medarbejdere, så er kønsfordelingen i kandidatfeltet mere lige end nogensinde før. Fordelene ved at have en ligevægt af mænd og kvinder i virksomheden er meget klare for administrerende direktør Hans Aage Hjuler:
– Blandingen af kønnene giver en dynamisk effekt i virksomheden fordi mænd og kvinder typisk har forskellige tilgange til arbejdsopgaverne. Af samme grund har vi også en bred vifte af aldersgrupper i DPS. Når folk med forskellige fagområder og erfaringsgrundlag mødes, så opstår der typisk skæve spørgsmål som resulterer i kreative idéer.
Danish Power Systems er over de seneste år ekspanderet betydeligt, og virksomheden udvidede i sommeren 2016 deres hovedkvarter i Kvistgård. Siden årsskiftet er der investeret væsentligt i både produktion og forskning i brændselsceller. Virksomheden har desuden ansat ti nye medarbejdere inden for det seneste år.
Læs mere om Danish Power Systems her