Grænseværdien for stoffet Chrom 6 ligger muligvis for højt. Det peger beregninger i Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) på. Derfor har Arbejdstilsynet bedt NFA komme med et videnskabeligt dokumentationsgrundlag for, om grænseværdien for Chrom 6 skal strammes.
Stoffet Chrom 6 findes blandt andet i pigmenter, maling og metalbelægninger. Chrom 6 er kræftfremkaldende, og derfor har såvel Danmark som EU sat en grænseværdi for stoffet.
EU har indtil 17. januar 2025 en grænseværdi, der er lempeligere end den danske, og herefter er de ens. Nye beregninger i NFA medfører imidlertid, at NFA vurderer, at den gældende grænseværdi, som er sat i Danmark og EU, muligvis er for lempelig. Arbejdstilsynet har på den baggrund bedt NFA gennemgå litteraturen og komme med et videnskabeligt, helbredsbaseret forslag til en revideret grænseværdi.
Det forventes, at NFA’s vurdering af grænseværdien for Chrom 6 ligger klar i februar 2019. Herefter skal et kvalitetsudvalg af uafhængige forskere tage stilling til, om der er videnskabeligt grundlag for at følge NFA’s forslag.
Hvis Chrom 6 på en virksomhed kan fjernes eller erstattes med et mindre farligt stof, skal det ifølge arbejdsmiljøreglerne ske. Desuden er der krav om brug af personlige værnemidler, når det ikke er muligt helt at undgå stoffet i arbejdsmiljøet. Grænseværdier for stoffer som Chrom 6 er baseret på, at man arbejder med stoffet hver dag i løbet af et helt arbejdsliv på 40 år, uden at risikoen er blevet reduceret for eksempel gennem brugen af værnemidler.
Kilde: via Ritzau