4.000 danskere får hvert år den alvorlige Clostridium difficile-infektion, der ikke kan bekæmpes effektivt med antibiotika. Innovationsfonden støtter nu et forskningsprojekt, der skal udvikle og kvalitetssikre behandlingen med afføring fra raske donorer, som gør ni ud af 10 patienter raske. Det skriver Innovationsfonden i en pressemeddelelse.
Lavpraktisk går behandlingen ud på at overføre afføring fra en rask donor til tarmen hos en patient. Til sammenligning bliver kun cirka en tredjedel raske med antibiotika, og flere centre tilbyder derfor fæcestransplantation som en forsøgsbehandling.
Rent organisatorisk giver Innovationsfonden investeringen til CEFTA (Center for fæcestransplantation) ved Aarhus Universitetshospital, der med Christian Lodberg Hvas i spidsen har behandlet 200 kritisk syge patienter med fæcestransplantation siden 2014. Den kommende udvikling, kvalitetssikring og forankring i klinisk praksis skal ske i samarbejde mellem den medicinske afdeling for Lever-, Mave- og Tarmsygdomme ved Aarhus Universitetshospital, Blodbanken ved Aarhus Universitetshospital, Institut for Økonomi og Ledelse ved Aalborg Universitet samt Fødevareinstituttet ved Danmarks Teknisk Universitet (DTU).
DTU-forskernes rolle er dels at kortlægge bakteriesammensætningen i donorafføringen og dels at analysere bakteriesammensætningen i patienternes afføring, både før og efter en transplantation.
Arbejdet vil hjælpe med at skabe en forståelse af de mekanismer, der gør transplantationerne effektive i behandlingen af Clostridium difficile-infektion. Analyseresultaterne skal også bruges i arbejdet med at udvælge et godt match mellem donor og modtager for at sikre det bedst mulige resultat af transplantationen.
Clostridium difficile
Clostridium difficile er en ekstremt hårdnakket bakterie, der formår at overleve i selv rengjorte hospitalsmiljøer, fordi den laver sporer, der kan tåle både udtørring og alkohol.
Hos en svækket patient gør Clostridium difficile skade på tarmen og forårsager en svær diarré-tilstand, der kan blive livstruende. Efter behandling med antibiotika kommer infektionen tilbage hos en fjerdedel. Kommer bakterien tilbage, er den næsten umulig at slippe af med, og dødeligheden stiger.
Clostridium difficile betragtes i dag som en af de farligste bakterier for mennesker.