Det hævdes ofte, at Lavoisier skabte den moderne kemiske nomenklatur. Det er et alt for snævert syn på den klassiske nomenklaturbog »Méthode de nomenclature chimique« fra 1787. Bortset fra nogle oplagte Lavoisier-navne anviser bogen en generel nomenklatur, der ikke står og falder med, om man hylder flogistonteorien eller dens afløser.
Artiklen har været bragt i Dansk Kemi nr. 12, 2004 og kan læses uden illustrationer, strukturer og ligninger herunder. Se relaterede artikler nederst på siden.
Hans Toftlund Nielsen, Kemisk Institut, Syddansk Universitet, Odense
Der er få emner, der som nomenklatur kan bringe sindene i kog, så det er med nogen ængstelse, jeg begiver mig ind på dette minefelt. Den ydre omstændighed er, at jeg lige har været i Paris og på et bogmarked der snublede over en virkelig klassiker, nemlig Guyton de Morveaus »Méthode de nomenclature chimique« i 1. trykket af 1. udgaven fra 1787 [1]. Det er en meget sjælden og eftertragtet bog, hvilket desværre også afspejler sig i prisen. Det pågældende eksemplar havde et par mangler, så det var muligt at erhverve den uden at spendere en herregård.
»Méthode« er et usædvanligt eksempel på en bog skrevet af et forfatterkollektiv af fire kemikere. Der er en del uenighed om, hvem der var initiativtager til udgivelsen. Antikvarboghandlere, der typisk er interesseret i at få presset prisen op, citerer som regel Duveen og Klicksteins standardbibliografi, som klart giver Antoine Laurent Lavoisier (1743-1794) æren. Lavoisier skrev godt nok også indledningskapitlet, og eftertiden har opfattet »Méthode« som en forløber for den kemiske revolution i Frankrig, der passende kan dateres til Lavoisiers udgivelse af »Traité Elémentaire de Chimie«, Paris 1789 [2]. I senere udgaver af »Traité« er »Méthode« da også taget med som en del af værket.
Guyton de Morveaus og Bergmans tidlige forslag
Torbern Olof Bergman
I 1780 oversatte og udgav Louis Bernard Guyton de Morveau (1737-1816) Torbern Bergmans berømte Essays til fransk [3]. Bergman havde allerede i 1775 foreslået et binominalt navngivningssystem for salte, hvor det første ord angiver basen, og det andet er et adjektiv afledt af syrens navn. Guyton de Morveau giver forslaget følgende kommentar: »Dette nomenklatursystem er klart det bedste, og vi skal ikke tøve med at benytte det så meget som muligt for salte«. Dette princip er så generelt accepteret selv i dag, at vi ofte glemmer, hvor grundlæggende det er.
Lad os illustrere forslaget med eksemplet calciumnitrat: Bergman skrev på latin, så hans oprindelige forslag var »calx nitrata«. I Guytons oversættelse blev det til »chaux nitrée«. Efter at forfatterkollektivet havde tænkt blev det endelige forslag i 1787 »Nitrate de chaux«. I Hauchs danske oversættelse fra 1794 af franskmændenes liste [4] hed det så »salpetersuur Kalkjord«. Som man kan se, var Bergman den, der kom tættest på, hvad vi bruger i dag. Det er der en ganske god grund til. Bergman insisterede på, at videnskaben bør have et internationalt sprog, så han syntes, at franskmændenes forslag om at lægge fransk til grundlag for en kemisk navngivning var uheldig, og det havde han jo helt ret i.
Torbern Olof Bergman (1735-1784) var elev af Linné, så da han i 1775 forsøger at lave en revideret nomenklatur for salte, er det ikke så mærkeligt, at han valgte den model Linné med så stort held havde benyttet ved navngivning af planter, dvs. den binominale nomenklatur. Allerede i indledningen til udgivelsen af sine samlede værker (Essays) fra 1779 [3] fremhævede Bergman nødvendigheden af en revision af den kemiske navngivning: »det kan ikke nægtes at kemi, ligesom andre grene af naturvidenskaben, tidligere var fyldt med uheldige navne. I andre grene af videnskaben har vi for længst set reformer inden for dette område; hvorfor skal kemien, der jo undersøger den reale natur, stadig bære rundt på trivielle navne, der giver anledning til forkerte forestillinger og kun fremmer uvidenheden«.
Uheldigvis fremsatte Bergman sit nye nomenklatursystem i en kemisk lærebog, der kun udkom på svensk [5], og derfor ikke fik den opmærksomhed den fortjente. Fra Bergmans omfattende korrespondance med de franske kemikere ved vi, at han på et tidligt tidspunkt beskrev sit system for dem. Da han så endelig i 1784 fik udgivet sit store mineralsystem [6], havde Guyton de Morveau allerede fået sit forslag til et nyt nomenklatursystem ud [7]. Bergman er meget diplomatisk i sin henvisning til dette arbejde: »Jeg har set en udmærket artikel af Mons. de Morveau vedrørende en reform af de franske navne, og jeg er ikke så lidt smigret ved den overensstemmelse, jeg finder mellem mange af de ændringer, han foreslår, og dem jeg selv er fremkommet med«. I sit stille sind har han muligvis bandet over Guyton de Morveaus meget oplagte plagiat af hans eget system. Vi kender ikke til nogen udtalt bitterhed fra Bergmans side, hvilket måske også har den naturlige forklaring, at han døde samme år. Lavoisier bekræftede kontakten til Bergman: »Den lærde professor fra Upsala hr. Bergman, skrev i sit livs sidste tid følgende til hr. de Morveau: vis ikke nåde over for nogen unøjagtige betegnelser; det som de lærde allerede er blevet enige om; brug hellere det som ingen lærd endnu har tænkt på«.
Guyton de Morveaus forslag
Guyton de Morveaus forslag til en revidering af den franske nomenklatur blev skrevet i 1782, mens han endnu arbejdede i Dijon og endnu hyldede den flogistiske tankegang [7]. I dette arbejde formulerede han fem principper for et kemisk navngivningssystem:
(1) En sætning kan ikke betragtes som et navn; kemiske stoffer og deres produkter må have deres egne navne, som hele tiden fører tilbage til dem, uden nødvendigvis at blive omskrevet.
(2) Betegnelser skal så vidt muligt være i overensstemmelse med stoffernes natur.
(3) Når sikker viden mangler om hvilke egenskaber, der primært kendetegner stoffet, skal et navn uden betydning foretrækkes frem for et navn, der kan give en falsk forestilling.
(4) Ved valg af nye betegnelser skal de, der har deres rod i de mest alment kendte døde sprog, foretrækkes.
(5) Navne skal vælges med passende hensyn til det sprogs ånd, de er dannet ud fra.
Det bemærkes, at han stort set er enig med Bergman, også i det vidtgående punkt (4), der i realiteten betyder, at kemiske navne bør være baseret på latin.
Et par år før Guyton de Morveau udgav sin artikel blev han kontaktet at udgiveren af Encyclopaedie Méthodique, Panckoucke, som gav ham kontrakten på at redigere og udgive kemidelen af værket. Det skulle vise sig at være en stor opgave, der over en periode på 20 år svulmede op til et omfang af 6 tykke bind [8]. Guyton de Morveau arbejdede ivrigt med opgaven og skrev det meste af de to første bind, men allerede da han nåede til ordet »air« kom han i så store vanskeligheder med nomenklaturen, at han var nødsaget til at præcisere reglerne endnu en gang. Han var i mellemtiden kommet i kontakt med kredsen omkring Lavoisier, og i begyndelsen af 1787 flyttede han til Paris og konverterede til det antiflogistiske system. Selvom bind I af Encyclopaedie Méthodique har årstallet 1786 på titelbladet, er der noget der tyder på, at nomenklaturartiklen er skrevet i 1787. Den indeholder en 12 sider stor tabel, der i det store og hele svarer til den, der kom til at indgå i »Méthode«. I betragtning af det store arbejde Guyton de Morveau allerede havde lagt i de nomenklaturmæssige sider af sin skribentvirksomhed, er det naturligt at antage, at han var initiativtageren bag »Méthode«, hvilket de øvrige forfattere indirekte bekræfter ved at lade ham være førsteforfatteren.
Méthode de Nomenclature Chimique
Bogen, figur 1, er på 314 sider plus 6 kobberstik med kemiske symboler samt en enorm (75 cm lang) tabel, der lister alle de nye navneforslag over for de gamle. Selve teksten udgøres af tre hovedartikler, hvor den første (p. 1-25) er en artikel Lavoisier havde fremlagt i Videnskabernes Selskab den 18. april 1787. Den anden artikel er den største (p. 26-74) og blev fremlagt af Guyton de Morveau den 2. maj 1787. Antoine Francois de Fourcroy (1755 – 1809) var ansvarlig for et kapitel, der tjener som forklaring på tabelmaterialet (p.75-100). Tabellerne udgør side 101-236. Endelig skrev Hassenfratz og Adet en introduktion til deres forslag til et sæt af kemiske symboler. Disse symboler (vist på de 6 kobbertavler) angiver både kemiske stoffer samt kemiske operationer. De minder lidt om de gamle alkymistiske symboler, og de slog faktisk aldrig an, figur 2.
Selvom »Méthodes« må siges at have haft en stor indflydelse, var den umiddelbare reaktion på dens fremkomst hovedsagelig negativ. Flere kritikere påpegede det uheldige i at lade en ny teori diktere navngivningen. Den uheldige konsekvens ville jo blive, at navngivningen må ændres, hver gang de kemiske teorier ændres. Det faktum, at dette ikke skete, skyldes i mindre grad den antiflogistiske teoris succes, men i overvejende grad nomenklaturforslagets immunitet over for ændringer i de fremherskende teorier. Det fremgår også af Lavoisiers indledningskapitel, at forfatterne faktisk havde bestræbt sig på dette: »Det har været ekstremt vanskeligt at danne et sprog, som passer til forskellige systemer og tilfredsstiller alle synspunkter uden udelukkende at tilslutte sig et bestemt« [1].
Konklusion
Det er klart, at denne lille artikel ikke yder emnet fuld retfærdighed. Der er således skrevet to større monografier om nomenklaturens historie [9,10]. Jeg tillader mig at hævde, at begge disse autoriteter nedtoner Bergmans betydning og vælger det traditionelle synspunkt, hvor Lavoisier tildeles æren for det nye nomenklatursystem. Som det skulle være klart fra min fremstilling, mener jeg, at Bergman bør tildeles en større del af æren for de nye nomenklaturregler end tilfældet er i dag.
Referencer:
1. [Guyton de] Morveau, Lavoisier, Bertholet, Fourcroy Méthode de Nomenclature Chimique Cuchet, Paris 1787.
2. H. Toftlund Nielsen, Lavoisiers Traitè é1émentaire de chimie, 1789 Dansk Kemi 70, 240, 1989.
3. T. Bergman Opusculus chymiques et physiques I-II oversat og kommenteret af L. B. Guyton de Morvau, Frantin, Dijon 1780-85.
4. A. W. Hauch Begyndelses-Grunde til Naturlæren, Schultz, Kjøbenhavn 1794.
5. H. T. Scheffer Chemiske föreläsningar, rörande salter, jordarter, vatten, fetmor, metaller och fargning udgivert og kommenteret af T. Bergman, Swederi, Upsala 1775
6. T. Bergman Nova Acta Reg. Soc. Sci. Vpsaliensis IV, Vpsala 1784 p. 63. Artiklen udkom også som en selvstændig bog to år tidligere.
7. L. B. Guyton de Morveau i Abbe Rozier Observations sur la physique XIX 370 (1782).
8. L. B. Guyton de Morveau, H. Maret, H. L. Duhammel de Monceau og A. F. de Fourcroy Encyclopédie Méthodique, Chymie, Pharmacie et Métallurgie Panckoucke, Paris 1786-1806.
9. M. P. Crosland Historical Studies in the Language of Chemistry, Heinemann, London 1962.
10. M. Beretta The Enlightenment of Matter, the Definition of Chemistry from Agricola to Lavoisier, Science history publ. Uppsala 1993.
Figur 1. Titelbladet af 1. udgaven af »Méthode« Paris 1787.
Figur 2. Udsnit af det sidste kobberstik i »Méthode«. Det besynderlige radikal »bombique« refererer til et stof afledt af silke, vel nærmest »protein«. Sådan et eksempel viser netop det uheldige i at vælge fransk som udgangspunkt for en kemisk navngivning.
