Kommentar til artiklen ”REACH godkendelsesordning skudt godt i gang” bragt i Dansk Kemi nr. 4, side 16-18
Artiklen har været bragt i Dansk Kemi nr. 6/7, 2015 og kan læses uden illustrationer, strukturer og ligninger herunder.
Kære Poul Bo Larsen og Jens Tørsløv,
Tak for jeres velskrevne artikel om REACH iagttaget som ”proces” i Helsingfors i sidste nummer af Dansk Kemi (96, nr. 4, 2015).
For en – der som jeg – har fulgt udviklingen og vedtagelsen af dette stykke europæisk lovgivning fra fødslen – jeg var lige ved at sige fra konception – er det godt at se den blive beskrevet som et stykke lovgivning, der bør have gode muligheder for at fungere og – i hvert fald som I beskriver det fra jeres synsvinkel – er godt på vej til at gøre det.
Så tak for det!
Men ved siden af dette udtryk for nostalgi, synes jeg nok, det havde været interessant også at få beskrevet, hvorledes REACH-processen som helhed skrider frem? Det gælder implementeringen, inkl. registrering OG regulering som helhed: I ”jernindustriens” virkelige liv er det jo det samlede formål, der tæller: At få bragt ca. 100.000 handelskemikalier (i dag måske snarere 140-150.000) ind i anmeldelses-, registrerings – og i givet fald reguleringssystemet.
Det er en proces, man i sin tid – som et udtryk for realistisk tænkning – anså for realisabelt ved at sætte en frist for gennemførslen til tiden omkring 2018. Give and take: 1-2 år.
MEN her kommer vi til et forhold, som I lykkeligt synes at være kommet uden om. Nemlig kvaliteten, dvs. brugbarheden af de anmeldelser, der skal danne grundlag for den samlede proces.
Efter de informationer, som slipper ud af systemet, skulle pr. 1. april 2014 (vel 60-70% inde i processen) i størrelsesordenen ca. 10.000 ”high-volume” kemikalier – dvs. <10% – være godt inde i processen. Men omkring 80% af de på det tidspunkt modtagne registreringsanmeldelser var utilstrækkelige – og heraf var næsten halvdelen – dvs. 38% så dårligt oplyste, at de måtte dømmes UDE: Out of compliance! – eller på dansk: DUER IKKE – OM IGEN!
Se vedhæftede figur, som hidrører fra et dansk bidrag – Miljøstyrelsen – til ECHA’s årlige evalueringsproces i 2014 (men refererende til 2012?).
Det er vel dette forhold – mere end den administrative ”selvros” – der burde optage sindene, og give anledning til spørgsmålet:
Fungerer REACH? – eller måske rettere: Hvordan får REACH en chance for at fungere, hvis de for evaluerings- og reguleringsprocesserne tilgrundliggende anmeldelser og data ikke fremkommer som forudsat?
For mig personligt bringer denne observation mig tilbage til årene 2003-04, hvor
1) Det amerikanske ”forretningsliv” (f.eks. Chicago Business Council) oktober 2003 modtog en ”Europæisk REACH-delegation” på 10 personer (inkl. undertegnede) under ledelse af den daværende tyske vice-miljøminister Uwe Lahl – med ordene: ”Gid I må mislykkes”, mens
2) De federale miljømyndigheder (US-EPA, Washington) under samme ”Coast-to-Coast tur” overhovedet ikke ville modtage os, hvorefter
3) det fra amerikansk side i april 2004 blev meddelt som ”uofficiel forholdsordre” til US-ambassaderne i EU: ”Bekæmp REACH” (jfr. udenrigsminister Collin Powells’ såkaldte Non-Letter, dateret april 2004):
OG
4) den situation, der i dag foreligger, hvor de transatlantiske Frihandelsforhandlinger – TTIP – udvikler sig under samme devise.
Er vi stillet overfor et forsøg på ikke at få REACH til at fungere? – samtidig med, at det altså nu kan oplyses (jfr. jeres artikel i Dansk Kemi), at administrationsapparatet er etableret og erklæret funktionsdygtigt?
2 out of 3 examined registration dossiers are not in compliance!
Med venlig hilsen
Finn Bro-Rasmussen
Hej Bro,
Tak for dit indspark til denne debat.
Vi er ikke uenige i, at der er et stykke vej, før REACH kan siges at være fuldt implementeret og virke efter hensigten. Og der er jo løbende diskussioner blandt medlemsstaterne og Kommissionen om dette. Senest ved det såkaldte REACH review, som af mange grunde ikke medførte nogen ændring af forordningen. Nogle siger af frygt for, at hvis man fik åbnet op for genforhandling af REACH, risikerede man en udvanding og et tilbageskridt for miljø og sundhed.
Godkendelsesordningen under REACH er, som vi skrev, under opbygning, og de første erfaringer er kommet i hus. Kritikken fra industrien går på, at ordningen er for omkostningstung og ikke-proportionel set i forhold til andre reguleringsmuligheder, f.eks. grænseværdier for arbejdsmiljø eller anvendelsesbegrænsninger iflg. Titel VIII i REACH. Fra miljøorganisationer lyder kritikken, at indtil nu er alle ansøgninger blevet godkendt. Tilsyneladende også ansøgningen om at bruge blychromat som pigment til bl.a. vejmarkering er overraskende, da stofferne heri må anses for yderst problematiske for både miljø og sundhed, og det virker mærkeligt, at der ikke findes andre pigmenter, der kan erstatte dette stof.
Med hensyn til kvaliteten af registreringsdossier er det jo rigtigt, at der er mange dossier, som ikke lever op til kravene. Blandt andet dette spørgsmål tages op på en konference, som DHI arrangerer i København 23. og 24. september sammen med Miljøstyrelsen og Dansk Industri. Her vil bl.a. ECHA og de danske og tyske REACH-myndigheder komme med indlæg om dette emne.
Vi ser frem til din aktive deltagelse i denne diskussion på konferencen!
Hilsen
Poul og Jens