Hvis nogle af verdens største udfordringer inden for eksempelvis energi, klima, fødevarer og sundhed skal løses, så skal der udvikles nye avancerede materialer. Det kan være billige og effektive batterier eller katalysatorer, der kan omdanne biomasse til vigtige kemikalier.
Et nyt ESS-fyrtårnsmiljø på Aarhus Universitet, ”SMART – Structure of MAterials in Real Time”, får nu 34,5 millioner kroner til at udnytte de afgørende nye, teknologiske forskningsmuligheder inden for materialeforskning. Forskningsmuligheder, der i fremtiden bliver tilgængelige med de avancerede neutronstrålingsinstrumenter på European Spallation Source (ESS) i Lund i Sverige.
SMART har både stort grundvidenskabeligt potentiale og store erhvervs- og innovationsmæssige muligheder. En lang række danske virksomheder som Haldor Topsøe, Grundfos, Novo Nordisk og Danfoss har vist interesse for miljøet.
Kilde: Uddannelses- og Forskningsministeriet