Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen vil forbyde brug af organiske fluorerede stoffer i pap og papir til fødevarer, og derfor undersøges mulighederne nu for et nationalt forbud.
Muffinforme, poser til mikroovnspopcorn og andet pap og papir til fødevarer kan indeholde organiske fluorerede forbindelser. Det er stoffer, som kan bruges til at gøre materialer fedt- og vandafvisende. Men stofferne er svært nedbrydelige, og nogle af dem ophobes i dyr og mennesker. Derudover er flere af stofferne mistænkt for at være hormonforstyrrende, kræftfremkaldende og skadelige for immunforsvaret.
Derfor har miljø- og fødevareministeren bedt Fødevarestyrelsen om at undersøge mulighederne for et nationalt forbud mod brugen af hele gruppen af organiske fluorforbindelser i fødevareemballage af pap og papir.
Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) offentliggjorde i december 2018 en ny risikovurdering af de to fluorstoffer PFOS og PFOA. EFSAs konklusion var, at mennesker kan tåle langt mindre af de to stoffer end hidtil antaget, før der er en risiko for negativ påvirkning.
Kilde: Miljø- og Fødevareministeriet