Den danske opstartsvirksomhed EOR Technologies har udviklet en ny teknologi, som har stort potentiale til at kunne revitalisere produktionen i gamle oliefelter på land. Metoden bygger på anvendelse af elektricitet til at øge olieproduktionen fra eksisterende oliebrønde, uden behov for bekostelige om- eller tilbygninger, hvilket gør metoden særligt attraktiv for felter på land. Efter laboratorie-test på Teknologisk Institut skal metoden nu afprøves i praksis.
Teknologien anvender eksisterende oliebrønde som elektroder, når EOR Technologies ved at bruge en strømforsyning laver oliereservoiret om til en kolossal elektrokemisk celle.
– På de eksisterende (og ofte meget gamle) oliebrønde kan vi bruge strøm til at gøre den tilbageværende olie i reservoiret mere tyndtflydende og samtidig øge væskestrømmen, så olieproduktionen forbedres kraftigt. Vores hemmelighed ligger i en årelang erfaring med elektrokemiske processer, der gør os i stand til at tilpasse de elektriske parametre til jordforholdene på en ny og innovativ måde, og denne teknologi er vi altså ved at patentere globalt, forklarer Søren Laungaard, CEO for EOR Technologies.
De første feltstudier har demonstreret evnen til at 2-10 doble den daglige olieproduktion, vel at mærke uden behov for store investeringer eller -driftsomkostninger.
Kilde: Teknologisk Institut