Nogle gange kan det være svært at opsætte lister over verdens farligste, verdens hurtigste eller noget helt tredje. Men mon ikke Manchineel-træet godt kan tage prisen som verdens farligste træ.
Træet indeholder og udskiller faktisk flere toksiner, men den heftigste er phorbol. Det vandopløselige stof er kendt fra mange planter, men er hos Manchineel særligt koncentreret, og da dens frugter ligner grønne æbler, er det meget logisk, at Christoffer Columbus gav frugten øgenavnet “dødsæbler”. Og navnet er velvalgt. Harpiksen fra træet har været brugt som pilegift, og i Florida tager Institute of Food and Agricultural Sciences skridtet fuldt ud, når de giver denne beskrivelse: “Interaktion med og forskning af enhver del af træet kan være dødbringende”.
Hvis man brænder træet af, kan man blive blind af røgen, og søger man ly for regnen under det, kan det medføre alvorlige forbrændingslignende blærer på huden.
Og sidst, men ikke mindst, skal man slet ikke tage en bid af de lækre grønne frugter. Blot at slikke på de sødligt duftende frugter gjorde søfolkene hos Christoffer Columbus syge, og tager man en bid, skal man være heldig at overleve.
Kilde: Verdens skove