Quinin var vidundermidlet mod malaria. Det udvindes af kinabark, der kommer fra Kinatræet, Cinchona calisaya. Vældig meget Kina, men faktisk har hverken træet, barken eller opdagelsen af midlet som medicin noget som helst med Kina at gøre. I stedet skyldes det en simpel skrivefejl, hvor et h blev misset. For det er Peru, som er omdrejningspunktet, og grevinde af Chinchona, gift med vicekongen af Peru.
Hun blev i 1638 med succes behandlet med kinabark mod malaria, og derfor opkaldte den svenske botaniker Carl von Linné træet efter hende – eller det vil sige, næsten. For det første h i hendes navn smuttede i navngivningen, og i stedet for en hyldest til en grevinde, blev Kina helt uretmæssig trukket med ind i historien.
Uagtet Kinas “indblanding”, så er det Peru, som er hovedperson i quinins historie. Faktisk var Kinabark landets vigtigste eksportvare i mange år. Så vigtig, at eksport af stiklinger og frø var forbudt.
På baggrund af stadig flere tilfælde af malaria var syntese af quinin oplagt. I 1820 isolerede to franske apotekere quinin, og den korrekte grundstofsammensætning blev klarlagt i 1854 af Strecker. Men der skulle gå 90 år, før det i 1944 lykkedes for Woodward og Doering at udvikle en totalsyntese ud fra 7-hydroxy isoquinolin.
I dag er quinin ikke hovedmidlet i kampen mod malaria, men det bruges stadig ved fremstilling af en helt bestemt sodavand. I de malariaplagede engelske kolonier blandede man i sin tid quinin op i vand som forbyggende middel. Det gav en ganske bitter drik, så for at forbedre smagen kom man sukker og carbondioxid i – Tonic Water var født.
Læs mere i Dansk Kemi udgave 3, side 6
