Om ni dage træder Storbritannien, måske, ud af EU via en hård Brexit. Det skal dansk erhvervsliv som helhed ikke frygte, lyder det i den halvårlige prognose fra Danmarks Nationalbank, som nationalbankdirektør Lars Rohde har fremlagt.
Selv om et hårdt Brexit kun i mindre grad vil påvirke den 50 milliarder store eksport til Storbritannien, vil det ramme meget forskelligt fra branche til branche. Fx vil det kunne mærkes ganske markant indenfor både kemi- og medicinalbranchen.
– Den samlede konsekvens for kemi og medicin vil falde med omkring 20 procent under et scenarie med en hård Brexit. Men i forhold til den samlede eksport vil vi kun se et fald på én procent. Så selv et hårdt Brexit vil for den samlede danske økonomi være af relativt overskuelig karakter, siger Lars Rohde til dr.dk.