Benhårdt arbejde og den rigtige kombination af udstillere og faglige arrangementer. Det er opskriften bag LabMed, der den 27.-29. blev afholdt for 2. gang i Lokomotivværkstedet. Besøgstallet på de tre dage var 5.450, hvilket er en lille vækst i forhold til premieremessen i 2014.
Det er J.B. Exhibitions, der arrangerer messen i samarbejde med DiaLab.
– Med 1’eren er alt nyt, og alle er entusiastiske og alle skal prøve – nu er vi rigtig spændte på, om det også lykkes os at få den svære 2’er på vingerne, siger bestyrelsesmedlem for DiaLab Morten Dyrner (billedet) til kemifokus under selve messen.
Salgschef Jesper Juul-Jensen fra Dansk Erhverv med ansvaret for bl.a. brancheforeningen DiaLab er helt enig i, at opskriften på en fremtidssikret messe er, at den skal give value for money.
Og det er væsentligt mere udfordrende at lave en god messe, end det var for bare 5-10 år siden. Det er en stor udskrivning, og det er tidsmæssigt udfordrende for virksomheden at skulle dække ind.
– Jeg tror, at denne messe har en fremtid, fordi de fleste udstillere har lavet et stort arbejde med at fortælle, at de er til stede på messen. Der er seminarer, og der er branchemæssige indslag, som også har relevans for udstillerne, så de på tilsvarende vis kan få noget værdi ud af messen. Et sådant koncept tror jeg, kan holde de næste mange år, også selvom vi taler digitalisering osv.