I 2003 forsøgte European Space Agency (ESA) for første gang at lande et rumfartøj på Mars. Men landingen af Beagle 2 mislykkedes og mange europæiske forskere har siden ventet på et nyt forsøg.
Den 19. oktober kan derfor blive en stor dag for europæisk rumforskning. Målet er at indsamle videnskabelige data, der kan bringe os nærmere et svar på, om der er liv på Mars.
Det er rumfartøjet ExoMars fra (ESA), der efter planen skal lande den 19. oktober 2016, og hvis landingen lykkes, bliver det den første succesfulde europæiske landing på Mars.
ExoMars består af en lille satellit, der skal måle gasser i Mars’ atmosfære og et landingsmodul. Landingsmodulet er udviklet med det ene formål at udvikle europæisk teknologi, der kan lande på Mars – en teknologi som kun USA besidder i dag.
Den 16. oktober går rumfartøjet i kredsløb om den røde planet, og satellitten adskilles fra landingsmodulet. Satellitten skal i 400 kilometers højde søge efter methan og andre atmosfæriske gasser, der kunne vidne om aktive biologiske eller geologiske processer og dermed tegn på liv.
Indsamlingen af data påbegyndes i december 2017 efter en kalibreringsfase og vil fortsætte i fem år. ExoMars satellitten skal desuden bruges til kommunikation med Jorden, når anden del af den europæiske mission gennemføres i 2020. Her skal der sendes en robotbil til Mars. ExoMars fortsætter efter planen med at indsamle data om Mars frem til udgangen af 2022.