CRISPR-Cas9 lyder lidt kryptisk, men det dækker over en såkaldt gen-saks, der er godt på vej til at revolutionere hele vores verden – intet mindre. For det effektive og ganske billige “klippe-klistre” værktøj, der kan bestilles over nettet, er måske på vej til at blive en effektiv vej til at fjerne en række sygdomsgener hos mennesker, ligesom de første forsøg som en kur mod cancer er på vej. Man kan også undersøge grundlæggende spørgsmål vedrørende ældning og evolution, ligesom man kan fremædle planter, der er mere robuste i ekstreme miljøer som tørke og mere næringsrige grøntsager, der har en bedre smag.
Saksen blev opdaget tilbage i 2005. CRISPR-Cas9-systemet er oprindeligt en del af bakteriers immunforsvar og bruges til at genkende og tilintetgøre fremmede genetiske elementer ved at klippe dem i stykker, men efterfølgende har forskere over hele verden arbejdet videre med det, bl.a. til at danne cellefabrikker ved hjælp af at sætte nye DNA-stykker ind i gær.
I dag står vi med en universel gen-saks, men det giver også nogle etiske dilemmaer. Det blev meget tydeligt, da en kinesisk forskningsgruppe i 2015 formåede at fjerne et sygdomsgen i menneskeceller fra et tidligt fosterstadie i et reagensglas.
Uanset hvor kontroversielt dette eksperiment var, viste det tydeligt, at teknologien kan bruges til at modificere sygdomsgener i de tidligere stadier af udviklingen, og allerede i 2016 gav det amerikanske medicinske forskningsråd National Institutes of Health grønt lys til at påbegynde brugen af CRISPR-Cas9 i menneskeforsøg til bekæmpelse af kræft.
Denne udvikling kan potentielt vise sig at have stor betydning for, hvordan vi kommer til at bekæmpe og behandle genetiske sygdomme fremover.
Læs mere om den revolutionere gen-saks i Dansk Kemi nr. 8, side 14-17.