I 150-året for kvinders adgang til Københavns Universitet er det værd at mindes den med urette glemte danske kemiker Margrete Bose, født Heiberg.
Artiklen har været bragt i Dansk Kemi nr. 1, 2025 og kan læses uden illustrationer, strukturer eller ligninger herunder
(læs originalartiklen her)
Af Helge Kragh
I dansk såvel som i international videnskabshistorie optræder kvinder først for alvor i perioden omkring 1900, hvor den første generation af akademisk uddannede videnskabskvinder gjorde sit indtog. Den ikoniske skikkelse som kvindelig pioner i fysik og kemi var naturligvis polsk-franske Marie Curie. For dansk fysiks vedkommende tog Hanna Adler og Kirstine Meyer magistergraden i 1892 og fem år senere har vi de første kemiingeniører (cand.polyt.) fra Polyteknisk Læreanstalt, nemlig Betzy Meyer og Agnes Klingberg. Mens disse skikkelser er beskrevet i dansk videnskabs- og kvindehistorie, er den første kvindelige magister i kemi fra Københavns Universitet på det nærmeste ukendt. Således nævnes hun ikke i Gyldendals Store Danske Encyklopædi udgivet i 20 bind mellem 1994 og 2001.
Margrete Bose, som hun hed, har heller ikke påkaldt sig international opmærksomhed, men der er god grund til at trække hende op af glemslens dybder. Ikke blot havde hun en lang karriere som forsker og lærer, hun var også foregangskvinde i den nye fysiske kemi. Dertil kommer, at hun var kosmopolit, idet hun under vanskelige omstændigheder virkede i både Danmark, Tyskland og Argentina. Når hun højst optræder som en parentes i danske fremstillinger, hvis hun da overhovedet optræder, skyldes det måske, at hun hovedsageligt arbejdede uden for landets grænser.
En magistergrad i fysisk kemi
Margrete Elisabeth Heiberg blev født i Sorø den 19. september 1865 som den anden af en søskendeflok på otte. Først som 30-årig lykkedes det hende at få adgang til Københavns Universitet, hvor hun studerede kemi som hovedfag og fysik, matematik, mineralogi og astronomi som bifag. I september 1901 forsvarede hun som den første kvinde i Danmark en kemisk magisterkonferens, hvis emne var cyanidforbindelsers rolle i udviklingen af den organiske kemi. Det tog yderligere 11 år, før den næste danske kvinde (Ulla Witt, født Starcke) fik tildelt en magistergrad i kemi.
I slutningen af 1901 blev Margrete ansat som assistent for professor Emil Petersen ved Kemisk Laboratorium. Petersen havde efter besøg hos Wilhelm Ostwald i Leipzig indført den nye fysiske kemi i Danmark og det var formentligt ham, der inspirerede Margrete til at specialisere sig i området. I sommeren 1902 rejste hun derfor til Göttingen i Tyskland for at arbejde som forskningsstuderende under den senere nobelpristager Walther Nernst. Efter et års tid vendte hun kortvarigt tilbage til Kemisk Laboratorium, men kun for at afslutte sin stilling som assistent. Hendes efterfølger blev ingen anden end den 23-årige Niels Bjerrum.
Opholdet i Göttingen blev frugtbart på mere end én måde. Det var her, Margrete gjorde sin debut i den internationale forskningsverden i form af fysisk-kemiske afhandlinger publiceret i de toneangivende tidsskrifter Zeitschrift für Elektrochemie og Zeitschrift für anorganische Chemie. En af disse afhandlinger, en undersøgelse af metallet thalliums elektrokemiske egenskaber, blev citeret i den videnskabelige litteratur så sent som 1996.
Det var også i Göttingen, at Margrete mødte den fremtrædende kemiker og fysiker Emil Bose, der var elev af Nernst og forelæste om fysiske metoder i kemien. Bose forelskede sig hovedkulds i den ni år ældre Margrete, der efter nogen betænkningstid gav efter for hans ihærdige kurmageri. Efter at være blevet præsenteret for Margretes forældre i Sorø, blev parret gift i Roskilde Domkirke den 8. september 1903, hvorefter det gik tilbage til Göttingen. Med ægteskabet havde Margrete fået tysk statsborgerskab og var nu blevet til Margrete Bose eller Frau Dr. Bose. To år senere blev 40-årige Margrete mor til sønnen Walter.
Fra Göttingen til Danzig
Margrete og Emil var ikke blot ægtefæller, men samarbejdede også om videnskabelige opgaver. Hertil hørte det anerkendte tidsskrift Physikalische Zeitschrift, der mellem 1904 og 1909 blev redigeret af Emil og havde Margrete som sekretær. Blandt dem, der i perioden bidrog til tidsskriftet, var ingen ringere end Albert Einstein. I 1906 blev Emil udnævnt til professor i fysisk kemi ved det tekniske universitet i Danzig, der i dag kendes som den polske by Gdansk, men dengang var tysk. Parret tilbragte tre år i Danzig, hvor de blandt andet skrev en fælles artikel om binære væskeblandingers termodynamik, der blev udgivet af Videnskabernes Selskab i København. Det var Margretes sidste videnskabelige arbejde på sit modersmål.
Årene i Danzig var en lykkelig blanding af travlt arbejde, konferencer, familieliv og rejser. Således tog Margrete og Emil, efter at have parkeret lille Walter hos bedsteforældrene i Danmark, i 1908 på en lang og dengang eksotisk rejse gennem Norge, der sluttede i Nordkap. Som det fremgår af Margretes breve til sin mor, var hun vildt begejstret over midnatssolen og den pragtfulde norske natur. Opholdet i Danzig var dog ret kortvarigt, for allerede i 1909 udvandrede familien til det både videnskabeligt og geografisk fjerne Sydamerika.
Fjernt fra Danmark
I byen La Plata cirka 50 kilometer fra Argentinas hovedstad Buenos Aires var et nyt universitet blevet grundlagt i 1905. Universitetets ledelse ønskede en tysk leder af det fysiske institut og valgte Emil Bose som den bedste kandidat. Emil accepterede det ærefulde, men vanskelige hverv, idet han betingede sig, at Margrete skulle følge med som ekstraordinær professor. Da familien Bose i sommeren 1909 ankom til La Plata, blev de to forskere hilst velkommen af den lokale presse, der hyldede Margrete, som var hun en ny Marie Curie. Arbejdet med at indrette det nye fysikinstitut var tungt og opslidende, men det lykkedes Emil, med hjælp fra Margrete, at skabe en moderne institution, der ikke stod tilbage for de bedste i Europa. I en lang og detaljeret artikel i Physikalische Zeitschrift beskrev Margrete det færdige institut og dets tilblivelseshistorie.
Selv om Margretes primære arbejde var undervisning af de studerende, fandt hun også tid til videnskabelig forskning. Som ansat ved et institut for fysik bevægede hun sig i stigende grad fra den fysiske kemi mod den rene fysik, sådan som tilfældet var med en eksperimentel artikel om hydrodynamik skrevet sammen med Emil. Hun publicerede stadig mest på tysk, men efterhånden også på spansk, som hun hurtigt lærte sig. Margrete trivedes i Argentina, men hendes situation ændredes brat, da 36-årige Emil i maj 1911 døde af tyfus og efterlod hende som enke med ansvaret for 6-årige Walter.
I skyggen af første verdenskrig
Margrete havde ganske vist en stilling ved universitetet i La Plata, men hun var usikker på, om den ville blive forlænget og om hendes fremtid lå i Argentina eller i Tyskland (Danmark var udelukket, for her kunne kvinder endnu ikke få en fast akademisk ansættelse). I denne periode af tvivl og usikkerhed rejste hun til Europa, hvor hun kortvarigt arbejdede på Nernsts laboratorium og også besøgte sine forældre i Danmark.
Sammen med Walter tog hun i 1915 endnu engang til det nu krigsførende Tyskland, som hun nåede efter en langvarig og dramatisk rejse. Krigen gjorde det umuligt at vende tilbage, så hun blev i Tyskland indtil foråret 1919. Hendes værdifulde erindringer om de svære krigsår og den følgende våbenstilstand blev udgivet som et skrift på både tysk og spansk. Da Margrete endelig kom tilbage til La Plata, var hun ikke længere velkommen og det tog hende mere end to års bitter strid med myndighederne, før hun blev genansat i en stilling som titulær professor.
Margrete, der nu var blevet til Margarita Heiberg de Bose, besluttede sig for at blive i Argentina og i sin nye stilling fortsatte hun med at undervise og skrive både videnskabelige og populære artikler. I 1937 fik hun argentinsk statsborgerskab. Sammen med en anden La Plata-fysiker, Ramón Loyarte, anvendte hun spektrofotometriske metoder til at undersøge de tilsætningsstoffer, der er i den opkvikkende te kaldet maté fremstillet af blade fra matébusken. Arbejdet fra 1928 er blevet fremhævet som et tidligt eksempel på videnskabelig fødevarekontrol. Også efter sin pensionering i 1941 var Margrete travlt optaget af skriverier og foredrag, herunder oversættelser af bøger fra dansk eller tysk til spansk.
Eftermæle
Margrete Bose døde den 16. juli 1952, 86 år gammel, og blev begravet ved siden af sin mands gravplads på en kirkegård i La Plata. Hendes liv og karriere var i høj grad præget af, at hun var en kvinde i en verden af mænd. Da hun og Emil i 1910 deltog i en stor videnskabelig kongres i Buenos Aires med næsten 1.000 deltagere, var hun ene høne i hønsegården. Margrete var da også sympatisk stemt over for bølgen af kvindefrigørelse, men uden at være feminist eller tage aktiv del i bevægelsen.
Hun opfattede ikke sig selv som rollemodel for unge kvinder med videnskabelige ambitioner. Da hun i 1914 var på besøg i Danmark, bragte Dansk Kvindesamfund en artikel om hende i bladet Kvinden og Samfundet, hvori det hedder, at “Foruden fru Curie i Paris … er Margrete Bose vistnok den eneste kvinde, som beklæder en universitetsprofessors stilling i fysik”. Ved samme lejlighed blev hun interviewet af Roskilde Dagblad, hvor hun gjorde det klart, at hendes eneste bidrag til kvindefrigørelsen var indirekte, nemlig gennem sit arbejde og sin videnskabelige anerkendelse. ”Det er på den måde, jeg bedst kan bidrage til kvindernes frigørelse”, sagde hun.
Mens Margrete Heiberg alias Margrete Bose som nævnt er glemt i hendes fædreland, er det ikke tilfældet i Argentina, hvor hun stadig mindes som en videnskabelig pioner og vigtig skikkelse i landets videnskabs- og kulturhistorie. Det meste, der er skrevet om hende, er da også af argentinske forfattere og hovedsageligt på spansk. Den bedste beskrivelse på engelsk er en artikel fra 2005 af Emily Hunter og Lewis Pyenson i tidsskriftet Saber y Tiempo (Viden og Tid), der nemt kan findes via Google Scholar.
E-mail:
Helge Kragh: helge.kragh@nbi.ku.dk
