Hvad har en matematisk model for partikelstørrelse og malings dækkeevne med hinanden at gøre?
For at forstå det, skal vi først forstå, hvad maling er. Det, som giver farven i maling, er pigmenter – små partikler, der har det med at klumpe sig sammen på baggrund af van der Waals kræfter. Det resulterer i såkaldte agglomerater, og det giver i sidste ende en dårligere maling.
Derfor er dispergering velkendt i malingfabrikation, men det er også en meget energikrævende og vanskelig operation. Derfor har man brug for en matematisk model for, hvordan partikelstørrelsesfordelingen udvikler sig over tid, og med den i hånden få udviklet nye dispergeringsapparaturer, der i sidste ende giver bedre maling.
En af dispergeringsmekanismerne er, at agglomeratet skrumper over tid, fordi enkeltpartikler eroderes væk eller der rives mindre agglomerater af det store.
Arbejdet med den matematiske model har vist, at erosionshastigheden er proportional med det eksterne overfladeareal af agglomeraterne. En viden man kan bruge til at designe nye dispergeringsapparater, der er optimeret i forhold til dispergering af maling.
Læs mere om den matematiske model i Dansk Kemi udgave 5, side 32