I forbindelse med udvikling af lægemidler er det vigtigt at vide, hvordan stofferne opfører sig i kroppen.
Hvordan omdannes de i kroppen og hvorledes fordeler stofferne sig i organismen?
Her kan billeddannende massespektrometri, kaldet MSI (Mass spectrometry imaging), give en lang række informationer, som man ikke har mulighed for at få ved at anvende radioaktivt mærkede stoffer. Bl.a. fordi man ikke ved, hvad man registrerede ved radioaktiviteten, blot et radioaktivt stof som i princippet kan være metabolitter af det oprindelige lægemiddel.
Ved brug af MSI scannes prøven således, at der optages et massespektrum i hvert punkt, der senere ender som en pixel i det endelige billede, og for hver top kan der dannes et billede, der viser fordelingen.
Fordelen ved metoden er, man ikke behøver at vide, hvad man leder efter. Man kan optage et billede i den positive ion-mode, og derefter bladre gennem de forskellige masser, mens fordelingen af stofferne vil fremgå tydeligt på skærmen. Hvis man ser en interessant fordeling, kan man forsøge at identificere stofferne. Og selv stoffer med stor lighed kan identificeres.
Metoden betyder, at man ikke blot kan følge selve lægemidlet, men også følge eventuelle penetrationsfremmere i formuleringen.
Læs mere om MSI i Dansk Kemi udgave 6/7, side 12