I 2004 røg en fyrværkerifabrik i byen Seest i luften. Det har efterfølgende udviklet sig til en snart 12 år lang kamp om reglerne for midlertidig opbevaring af farligt gods – og den er stadig i gang.
Den daværende 20 år gamle risikobekendgørelse kunne ikke forhindre Seest, og derfor blev der travlhed med at finde på en ny.
Problemerne har været mange i de forløbne 12 år, og de bunder bl.a. i, at risikobekendtgørelsen er målrettet produktions- og lagervirksomheder, og ikke gods, der blot ligger på f.eks. en kaj midlertidigt. Det er også værd at bemærke, at beboere til en havn konstant er udsat for faren ved det farlige gods, selvom det naturligvis ikke er det samme gods, der ligger der hele tiden.
Balladen om det farlige gods har ført til mange mere eller mindre komiske – eller tragiske – beslutninger. F.eks. kunne man indføre en såkaldt “straksafhentning”. Ulempen var, at godset kun blev fjernet i juridisk forstand. Det farlige gods lå fysisk set stadig på kajen.
Og hvornår er noget egentligt farligt? I denne sammenhæng handler det jo om to ting. Hvorvidt stoffet er farligt, hvilket er afgørende viden for alle, der skal håndtere det – og så om det kan sprede sig til naboerne. Men den sidste detalje var åbenbart ikke vigtig, for masser af stoffer er i dag erklærede farlige, selvom naboerne faktisk trygt kan sove videre.
Knaster er der således nok af i en verden af risikovurderinger, der stadig er samspilsramt.
Læs mere i Dansk Kemi udgave 10, side 20