Forskere på DTU har udviklet en ny patenterbar og simpel metode, der kan hærde overfladen på titanium og dermed mangedoble dets styrke. Sammen med en stadig større udbredelse af 3D metalprint, vil det formodentlig betyde en eksplosion i anvendelsen af titanium.
Selvom titanium er et attraktivt materiale pga. sin lethed, har det indtil nu været en udfordring, at titanium er et meget blødt materiale. Det betyder, at det ikke er særlig slidstærkt, og overfladen bliver nemt ridset eller ødelagt. Nu har en gruppe forskere ved DTU Mekanik udviklet en ny metode, der hærder overfladen på komponenter af titanium.
– Vores forskning tog udgangspunkt i at gøre implantater mere holdbare, så mennesker med en ny hofte eksempelvis ikke skal genopereres på grund af slitage på implantatet. Men vores nye hærdningsmetode vil også betyde en forskel for alle andre, der anvender titanium. Eksempelvis betyder den nye hærdning, at vi kan skabe en overflade, der er fuldstændig blank og ikke kan ridses, hvilket eksempelvis smykke- og urproducenter er meget interesseret i, fortæller seniorforsker Morten Jellesen, Institut for Mekanisk Teknologi, Sektion for Materiale- og Overfladeteknologi på DTU Mekanik.
Forskerne har udviklet en metode til at hærde overfladen, som baserer sig på gasser, der har mulighed for at trænge ind i alle små hulrum og huller i materialet og dermed gøre det stærkt. Det er en blanding af bl.a. kulstof og ilt, der anvendes til behandlingen, og som tilføjer den ekstra styrke.
De to forskere er meget bevidste om, at den nye hærdningsmetode kan få betydelig medvind i form af den stadig større industrielle anvendelse af 3D metalprint i de kommende år.