FNs 17 verdensmål er langt fra bare gode hensigtserklæringer, som de færreste kan være uenige i. Det er også baggrund for ganske unikke forretningsmuligheder. Det vurderer rapporten “The Sustainable Development Goals – A World of Opportunities for Danish Businesses” fra Udviklingsministeriet.
Rapporten konkluderer, at verdensmålene åbner nye forretningsmuligheder for danske virksomheder på op mod 400 milliarder kroner (60 milliarder USD) frem mod 2030. Det potentiale kan virksomhederne realisere, hvis de kan erobre en andel af de nye muligheder svarende til Danmarks andel af den globale handel i dag.
Det skyldes blandt andet, at den økonomiske vækst i vækst- og udviklingslandene er dobbelt så stor som på traditionelle danske eksportmarkeder. Samtidig er disse lande på et udviklingsstadie, hvor store dele af befolkningen endnu ikke har adgang til selv de meste basale fornødenheder som for eksempel rent vand. Men i takt med at væksten stiger, ventes disse uopfyldte behov at skabe en reel efterspørgsel på bæredygtige løsninger.
– Vi når ikke verdensmålene uden den private sektors innovative løsninger. Samtidig ligger der enorme forretningsmuligheder i verdensmålene for danske virksomheder i vækst- og udviklingslandene, især hvis man rykker nu og udnytter, at man ofte er markedsførende på de bæredygtige løsninger. Det kan være udfordrende at bevæge sig ud på de markeder, men vores ambassader står klar til at hjælpe med ekspertise og netværk, og samtidig bruger vi udviklingsmidler til at afdække risiko og til at fremme partnerskaber, lyder det fra udviklingsminister Ulla Tørnæs.
Kilde: Udviklingsministeriet