Panthenol findes blandt andet i en række personlige hudplejeprodukter, der anvendes ved skade på huden i form af rødme, tørhed, hudafskrabning eller lignende. Hudplejeprodukter indeholdende panthenol virker reparerende, beskyttende og fugtigshedsbevarende på huden. Panthenol er en alkohol-analog af vitamin B5, og er således et provitamin af vitaminet. Når panthenol kommer i kontakt med huden, vil det omdannes til vitamin B5, som har en gavnlig effekt på huden.
Vitamin B5, der også er kendt som pantotensyre, er et vigtigt vitamin, da det indgår som byggesten i Co-enzym A, der er nødvendigt for processer såsom forbrænding af fedt, kulhydrater og protein. Vitamin B5 findes i en lang række fødevarer såsom kød, fuldkornsprodukter, mælk, æg og bønner, og en decideret mangel på vitaminet ses således meget sjældent.
Du kan se flere sjove keminyheder på vores facebook-side UNGKEMI