Foreløbige resultater i en ufærdig undersøgelse med udgangspunkt i danske data tyder på, at børn kan have øget risiko for at udvikle børneleukæmi, hvis deres mødre under graviditeten har boet i nærheden af marker, hvor der formodentlig er sprøjtet med visse pesticider. Undersøgelsens resultater er foreløbige, og forskerne understreger, at resultaterne kan ændre sig.
Undersøgelsen fra National Cancer Institute, i samarbejde med Aarhus Universitet, Statens Serum Institut og National Institute of Health om mulige sammenhænge mellem børneleukæmi og visse pesticider, er baseret på data fra danske kvinder og børn i den danske børnekohorte. Forskerne bag undersøgelsen har oplyst til Miljø- og Fødevareministeriet, at det er meget foreløbige resultater behæftet med usikkerhed. Forskerne er i gang med yderligere analyser, der kan ændre resultaterne.
De fire pesticider, som er blevet undersøgt, er: pendimethalin, bromoxynil, ioxynil og fluroxypyr. Heraf er ioxynil allerede forbudt. Bromoxynil er i forvejen under mistanke for at være hormonforstyrrende og skadelig for fostre, og Danmark presser i EU på for et forbud hurtigst muligt. Tre af stofferne bruges stadig i landbruget i dag, men ifølge professor Per Kudsk fra Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet er kun to af stofferne godkendt til anvendelse i efteråret, og de anvendes ikke i ret stor udtrækning i dansk landbrug.
En nedsat arbejdsgruppe skal følge undersøgelsen tæt og komme med anbefalinger til, hvordan befolkningsundersøgelser af denne slags skal indgå i vurderingen af pesticider. Arbejdsgruppen skal også i forhold til de konkrete stoffer se på, hvilke yderligere undersøgelser og testmetoder, der skal udvikles med henblik på at få mere viden.
Du kan se flere sjove keminyheder på vores facebook-side UNGKEMI