Brandfolk og røgdykkere er normalt godt beskyttede, når de går i krig med at slukke en brand. Både tøj og åndedrætsværn virker efter hensigten, men en ny undersøgelse peger på, at sod på den bare hud hos brandfolkene kan give DNA-skader, der i værste fald kan være første skridt på vej mod cancer.
Huden bliver naturligvis ikke blotlagt i selve slukningsarbejdet, men efter branden er slukket eller i forbindelse med instruktion og feedback ved et igangværende slukningsarbejde, vil man ofte tage f.eks. hjelm og handsker af – måske også dele af selve branddragten. Og her kan det være svært ikke at få sod på f.eks. hænder og ansigt.
Analysen af en række røgdykkere viste, at de havde tjærestoffer på huden, i det konkrete tilfælde i nakken, og de efterfølgende havde en øget mængde af tjærestofmetabolitten 1-hydroxypyren i urinen. Yderligere var der en sammenhæng mellem en øget mængde at det pågældende stof i urinen og DNA-skader i røgdykkernes blod.
Den umiddelbare idé er derfor, at røgdykkere og brandfolk skal være meget påpasselige med ikke at få sod på huden, når de tager tøjet af. Den omfattende undersøgelse pegede også på, at der er en tendens til, at de såkaldte sikre zoner med hensyn til indånding af partikler fra branden, ikke altid var sikre nok.
Læs mere om røgdykkere og sod i Dansk Kemi udgave 1, side 12.